På en lille ejendom i Vester Ansager, godt gemt under store træer for enden af en elendig hullet markvej glædede bondemand Niels Peder sig hver dag over at have foden på egen jord. Kautionisterne, det rakkerpak, var forlængst ude af billedet.

For rigtig at kunne nyde dette havde han tillagt sig den vane så vidt muligt at gå med bare fødder i mark og stald året rundt. Det at træde i en varm kokasse, når der skulle muges ud i stalden, var en ren nydelse, der var til at føle på. Det kneb mere med at få skidtet vasket af igen.

Konen skældte ud en aften, Niels Peder var ved at kravle under dynen:

- A hår da aldrig kjæen mågen din stuer swijn, du kan da ett gå i seng mæ såen noven swort fædder, a har lige fåt ren sengetøj o!

Niels Peder grundede lidt over dette nye angreb på sin person og svarede eftertænksomt:

- Nej, det kan jo da godt være lille kuen, men a vil no hejsen da prøv om et det sku ku lade sig gøre!

Lause