1.søndag i advent sådan i skumringen tog hele familien Madsen varmt tøj på og gik om i byen for at se juleudstillingen i Ansager. Det var i 50erne, og det var et vidunder. Vi boede i Nørre allé, og første del af turen var lidt mørk, men så snart vi drejede om hjørnet nede ved skomager Nielsen, begyndte det. Juletræet på torvet strålede med alle de mange lys, og mon ikke der var guirlander over vejen eller lys i lygtepælene.

Den første butik, vi standsede ved, var fru Larsens Tatol, der var smukt pyntet. Så kom vi til sko-tøjsforretningen og urmageren. Urmagerens vinduer var noget af det fineste, der var en hvid kirke med lys i vinduerne og så alle de fine smykker, der glimtede i guld og sølv. Lorentzens butik havde vist 4 store vinduer, jeg var mest vild med det sidste vindue, hvor der altid var babytøj. Det var noget så kært.

Købmand Nissens vinduer var helt klart de flotteste, for det var dér, alle de fine julegaver til børn var udstillet. Hvor kunne man stå længe og drømme om at få dette og hint. Dukker og tøjdyr var mine favoritter. Boghandlen oppe i nærheden af banen var også skøn. De lyserøde Pukbøger stod højt på min ønskeseddel. Men hov, vi skrev vist slet ikke ønskesedler dengang. Der kom jo heller ingen julekataloger til at blive inspireret af.

Slagterne i byen havde også gjort sig umage. Både uhyggeligt og smukt lå hele grisehoveder pyntet med hvidt fedt sprøjtet i sirlige mønstre som var det flødeskum på en lagkage. Alt i slagterforretningerne så indbydende ud, men vi vidste, at Mor lavede alle de lækre sager selv. Jo, for det var husmødrenes ære at fremstille pålæg og alt muligt til juledagene og gemme det i kælderen til det store øjeblik, hvor man måtte smage det.

Det endte altid med, at vi frøs både tæer og fingre, inden vi kunne løsrive os, hvor har vi mange gange stået og trippet for at få lidt varme i de iskolde tæer.

Alice Ravnholt