Det var ikke almindeligt, at små børn havde små cykler, da jeg var barn. Men da jeg var ca. 4 år kom min far en dag hjem med en meget lille blå cykel, som han havde købt eller fået af dyrlægen, som han havde gjort noget snedkerarbejde for. Dyrlægens søn var blevet for stor til cyklen, hvad der blev mit held.

Efter mange vælteture fik jeg lært at cykle. Haltrupvej var ikke så befærdet dengang, så det blev mit øveområde.

En dag må jeg så have ment, tiden var kommet til at cykle længere væk. Jeg cyklede henover banen og ned ad bakken imod byen. Det gik meget godt, men neden for bakken kom pludseligt mælkemanden og hans hest gående lige tværs over vejen i krydset ved Habekostes hus.

Jeg havde ikke lært at bremse, jeg havde heller ikke lært at cykle udenom noget. Det gik i susende fart lige mod hesten, og idet jeg passerede under den, huskede jeg at dukke hovedet. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte, til farten gik af cyklen. Jeg vendte mig end ikke om. Men mælke-manden fortalte siden mor om episoden og sagde: Hun måtte love for, det var sådan en rolig hest.

Alice Ravnholt