Vores Mor syede alt vores tøj. Til jul fik vi hvert år nye kjoler, som vi meget gerne skulle have på til juleafslutningen i skolen og til juletræsfesterne på Hotellet og i Missionshuset. Vi var 3 piger, og kjolerne blev syet af samme slags stof men i forskelligt snit, der var jo 3 år imellem os. Mors symaskine var en gammel sort Singer, og når der blev noget i vejen med den, måtte Far træde til og ordne det. Det kunne være tråd, der havde sat sig fast i spolen, eller den trængte til at blive smurt.

Et år havde Mor været syg tæt på jul og orkede ikke selv at få syet nye kjoler til os. Så tog hun os med hen til skomager Hansens kone, som var syerske. De boede i Møllegade oven på værksted og butik i en lille lejlighed. Det var spændende at komme derop. Fru Hansen og Mor snakkede om stoffet, som Mor havde købt i Varde eller Grindsted eller hos fru Lange, og om hvordan kjolerne skulle sys. Fru Hansen havde mønster bøger, vi kunne blade i.

Når modellerne var valgt ud, tog fru Hansen mål af os og skrev det ned. De kjoler, jeg husker bedst, var af ternet uld i brune, røde og råhvide farver. Det var Gredana uld, som var den fineste uld, der ikke kradsede spor. De blev syet med læggede nederdele, trekvartlange ærmer med et lille opslag i hvidt piké og en hvid krave. Der skulle bælte om livet og knapper af stoffet.

Så kørte vi med toget til Varde og gik op til en stofbutik i Kræmmergade, hvor man kunne få slået knapper af sit eget stof og få lavet de fineste stofbælter, så alting passede sammen.

I disse fine kjoler kunne vi fejre jul med manér.

Alice Ravnholt