Ved Ansager å havde købmand Nissens en have med lysthus. De havde også køkkenhave, og det var dér, de dyrkede jordbærrene, som Karen Marie altid havde med på skoleudflugt. På den anden side af åen, hvor der nu er kanoudlejning og Mariehave, lå en lille mark, som Pakhanses heste gik på. Pakhans havde en stor hest, som jeg kaldte ”øllebrød med flødeskum”, for farven var sådan brunlig med hvidt kørt godt rundt med en ske.

Der gik også en lille hest, som vist var en islænder. Denne lille hest kunne tælle, sagde vi. Når vi stod og hang på gelænderet ved åen og kiggede på hesten, stod den altid og nikkede med hovedet. I cirkus havde vi set mange numre med heste, der kunne tælle, så det var vi sikre på, den også gjorde.

Om det var almindeligt i 50erne, ved jeg ikke, men jeg har siddet på skødet af min mormor i Nørregade ved et vindue og kigget ud, da der kom et begravelsestog forbi ude på vejen. Kisten stod på en flad hestevogn, og jeg husker det, som var det Pakhanses hest, der trak vognen. Foran gik unge piger og strøede grankviste. Man sagde, det var en ung pige, der var død, men jeg husker slet ikke, hvem det var.

”Pakhans” havde vel sit navn p.g.a. at det var ham, der kørte pakker fra stationen og afleverede dem til folk i byen. Han hed ellers Hans Nissen. Når Pakhans gik ved siden af sin hest, var de i min erindring nærmest en enhed. Samme sindige type. Hesten var en belgier. Hesten kunne godt finde på at begynde at gå til det næste sted, når Pakhans var inde for at aflevere en pakke. Hesten kendte ruten.

Alice Ravnholt