Jeg kvier mig næsten ved endnu engang at fortælle denne historie. Men også kun næsten. Historien er så krydret med små tilfældigheder og sherlock holmeske detaljer, at den fortjener at blive kendt af i hvert fald egnens beboere. Ved ikke at blive nedskrevet risikerer den at blive forenklet, eller forvansket eller endog at gå i glemmebogen. Det ville være synd for denne lille perle. God appetit med læsningen!

I maj skulle Finn og Mary på familiebesøg i England, og med sædvanlig grundighed blev alle nødvendige detaljer på hjemmefronten undersøgt og planlagt, så ingen ´mistelten´ skulle indfinde sig her under fraværet. Min andel bestod i at sørge for, at katten dagligt fik mad to gange og sin ugentlige p-pille. Til dette fik jeg udleveret en p-pille, et veritabelt arsenal af forskellige katte-livretter på dåse og i klem-ud-pose og nøglen til fyrrummet, hvor katten havde sin mad.

Hver morgen før arbejdstid gik jeg over til fyrrummet, låste op og planlagde dagens fodring. Det samme skete efter arbejdstids ophør. De første dage foregik det med en ´elektrisk´ kat omkring benene; men efter et stykke tid udeblev katten. Det lagde jeg nu ikke så meget i. Dels blev maden spist. Dels var der tale om en kat, som jo havde sine egne veje og steder at opholde sig. Den følte sig vel bare tryg ved, at maden var der, når den dukkede op.

17/5 var jeg i gang med et sent aftensbad 22:30, da det bankede på fordøren. Dryppende og iført et håndklæde åbnede jeg, og der stod Karsten. Han fortalte, at to mænd havde afleveret noget ovre ved Finn og Mary, og der havde den yngste bemærket en kat mjave inde i huset. De vidste, at huset var tomt, og havde underrettet Karsten. Hvad skulle vi gøre? Ingen af os havde nøgle til huset. Det havde derimod Bente, som havde vandet husets potteplanter; men hun og Knud var rejst til Paris dagen før. Vi blev enige om, at katten, som ellers aldrig kom ind i huset, måtte være smuttet ind ad døren, mens Bente enten låste sig ind eller ud, uden at hun bemærkede det. Finn havde ringet til Karstens mobiltelefon i ugens løb, og Karsten mente, han stadig kunne finde nummeret. Han ville så ringe, mens jeg gjorde badet færdigt og fik smurt min eksem.

Det lykkedes ham at få kontakt og forklare situationen til stor bestyrtelse for husets beboere. Nu vil nogle måske sige, at der blot var tale om en kat, der jo som bekendt har ni liv, og at den sagtens ville kunne klare et par dage mere, inden Finn og Mary kom hjem; men så simpelt er det ikke. Finns dyr er hans hjertensbørn, og de prioriteres til enhver tid meget højt. Hans første reaktion var at baldre en rude for at få katten ud. Så vidt kom det dog ikke; men mange forsøg på at løse en svær situation blev debatteret i det engelske hjem.

Da jeg var færdig med mit bad, gik jeg over for at se, om der var noget, der kunne gøres, og her mødte jeg Karsten, som forklarede, hvad der var sket siden sidst. Som sagt havde han ringet til England. Men han fortalte også, at han havde fundet ud af, at Ulla havde lovet at vande Knuds og Bentes planter, mens de var i Paris, så hun havde nøglen til deres hus. De var derfor gået derover for at se, om de kunne finde nøglen til Finns og Marys hus. Det lykkedes dem, så vi kunne nu åbne døren. En glad kat smuttede ud og opførte sig, som om intet var hændt, til trods for at den måtte have undværet mad og vand i ca. tre dage. Disse mangler gik vi straks i gang med at udbedre.

Men kattens mad var blevet spist hver dag. Hvem havde spist den? Vi blev enige om, at det måtte være den sort-hvide hankat, som luskede rundt i nabolaget. Den måtte have snuset sig frem til maden efter de lækre dufte og besluttet sig for at holde øje med disse nye muligheder. Et nyt problem dukkede nu op. Det var mandag og altså den dag, katten efter aftale skulle have sin p-pille i morgenmaden. Maden var blevet spist af hankatten, som altså måtte have fået en p-pille i tilgift. Jeg havde kun fået udleveret én p-pille, da Finn og Mary ville være hjemme inden den følgende mandag.

Klokken var nu 23. Kunne man tillade sig at ringe så sent? Ja, der var jo ikke rigtig noget valg. Desuden var den bare 22 i England, så ind til telefonen. Marys datter tog telefonen; men jeg troede, det var Mary, og fortalte hende kort situationen i stedet for at bede om at tale med Mary. Ved at høre om hankatten, som fik p-pille, mødtes jeg af datterens boblende latteranfald, inden jeg bad om at få hendes mor i tale. `Mary, jeg skal bruge en p-pille mere. Hvor finder jeg sådan én?` Med beskrivelsen låste Karsten og jeg os ind i huset, fandt en p-pille og gik spændte ud for at se, om katten stadig havde appetit nok til, at den kunne få sin pille. Vi ventede til al maden inklusive pille var gledet ned, røg en smøg og blev enige om, at det var på tide at gå til køjs efter en begivenhedsrig aften.

Erik Jessen, Kvie 1/1-2005

PS!!!!! Glemte, uddybende eller rettende detaljer modtages gerne, så historien kan få flest mulige vinkler med.