Det kimede hele vejen til kirken juleaften, og vi havde langt at gå, vi boede helt ude på Haltrupvej. Det var sådan en juleaften engang i 50erne, at jeg blev væk for far og mor, men jeg vidste heldigvis selv, hvor jeg var.

Vi kom ind i Ansager kirke sammen med en hel masse andre, der var trængsel juleaften. På vejen ind i menneskemylderet mistede jeg forbindelsen med min egen familie. Det er ikke nemt at orientere sig nede imellem så mange, når man kun er 5 år eller deromkring. Men det gjorde ikke noget, for jeg var kommet til at gå sammen med mine fætre Keld og Svend, der også skulle i kirke sammen med deres forældre.

Vi stilede højt og endte på balkonen, hvor vi havde fint overblik over det hele. Keld og Svend og jeg sad helt fremme, og Keld lagde salmebogen på kanten af rækværket. Jeg havde nye højrøde luffer på og var derfor temmelig genkendelig. Det varede da heller ikke så længe, inden mor fik øje på lufferne, som hun selv havde strikket. Jeg holdt om kanten af balkonen med begge hænder. Så kunne mor tage det roligt, nu hun vidste, jeg sad sammen med nogen, jeg kendte.

Der skete noget pinligt midt i det hele. Keld kom til at skubbe til salmebogen, som landede i hatten på en dame under balkonen.

I min erindring sneede det altid, når vi kom ud fra kirken juleaften. Og det blev meget mørkt, når vi kom over banen på vejen hjem, så var det slut med gadelys. Men pyt, hjemme ventede eventyret.

Alice Ravnholt