I 50erne var dukker, som vi piger legede med, lavet af celluloid eller papmache med stofkrop, eller endda blikhovede med stofkrop. Men så kom der en helt ny og meget sødere slags frem, de var lavet af gummi. Sådan nogle fik min lillesøster og jeg i julegave et år. Mor havde strikket fint tøj til dem, og Far havde lavet dukkesenge, som Mor havde syet sengetøj til. Det var en mageløs gave at få juleaften.

Hver dag i julen legede vi med gummidukkerne. Deres små munde havde et lille hul, så vi kunne give dem sutteflaske. Vi nøjedes ikke med vand i dukkesutteflaskerne, nej de skulle sandelig have rigtig mælk. I ryggen havde de et hul, som, når man trykkede på maven af dukkerne, fungerede som en lille fløjte, så de peb lidt. Det geniale var så, at når de havde drukket mælken, trykkede vi dem på maven, og så blev deres ble våd. Nej, hvor livagtigt.

Det var rigtig sjovt. Vi skiftede bleer, vaskede bleer og hængte dem op på radiatoren til tørring og havde meget travlt med vore gummibørn. Men så kom vi i tanker om, at babyer også lavede lort i bleerne. Da det nu var jul, var løsningen lige for. Vi hentede brune kager i mors kagedåser. Dem tyggede vi, så de blev helt flydende, og så spyttede vi det brune spyt ud i bleerne.

Sådan gik julen med al den dukkepasning. Men så efter nogle dage fik gummidukkerne en forskrækkeligt dårlig ånde, al mælken fra sutteflaskerne var blevet sur i deres maver. Puha, hvor det lugtede. Vi fik dårlig samvittighed over ikke at have så meget lyst til at passe de stakkels gummidukker mere.

Men så tog Mor dukkerne, vred hovederne af dem og skyllede deres indre under vandhanen, satte dem til tørre med bunden i vejret og skruede derefter hovederne på igen. Så var den dårlige ånde væk igen.

Alice Ravnholt