Den største rædsel i 50erne for et barn var truslen om, at der skulle komme en 3. verdenskrig. I årene efter 2. verdenskrig blev der skrevet meget i aviserne om de rædsler, man havde været udsat for i kz-lejre f.eks. Jeg lærte mig selv at læse, da jeg var 5 år gammel. Jeg læste alt. Især læste jeg aviserne. Det var der nok ikke lige nogen, der tænkte på, og jeg havde slet ikke godt af at vide så meget. Noget af det har jeg endnu 60 år efter ikke glemt.

Tit så vi militærkøretøjer i Ansager. Der kunne komme lange kolonner igennem byen og om forbi skolen. Jeg husker den tunge buldren af kampvogne på asfalt. Det var uhyggeligt. Når de kom, var jeg klar over, det gjaldt livet at komme helskindet hjem. Vi havde langt hjem, da vi boede ude på Haltrupvej.

Jeg mindes ikke nogensinde at have snakket med en voksen om faren. En lærer kunne måske have beroliget med, at det bare var en øvelse. Jeg holdt min skræk helt for mig selv og pilede af sted på kalveknæ, så snart skoleklokken ringede ud. Nærmeste vej gik igennem Præstegården.

Med hjertet oppe i halsen og den brune læderskoletaske klaprende på hoften gik det hjemad i susende fat. Jeg så ikke de andre børn i farten, jeg var helt alene med fjenden i ryggen. Jeg vidste godt, hvad der ville ske, hvis jeg blev taget.

Omsider hjemme på Haltrupvej stormede jeg med hjertet oppe i halsen ind og smækkede døren i. I stuen havde vi et hjørnevindue ud imod vejen. Lige i det hjørne mellem vinduerne vidste jeg, ingen kunne se mig udefra.

Det var også dér, vi søgte tilflugt, når "87 fra Nordenskov" kom forbi. Han var vel en slags landstryger. Man sagde om ham, at når han kom til Ansager, blev han der i flere dage, for han var så bange for åerne, at han hellere blev i byen.

3. verdenskrig blev så aldrig til noget, faren drev over, og der kom andet at være bange for.

Alice Ravnholt