Et par år efter at jeg var begyndt i Ansager skole, blev det forbudt at slå kolbøtter i skolegården. Til at begynde med hed vores førstelærer lærer Vad, men så kom der en ny, lærer Knudsen, som indførte en ny regel, der hed: man må ikke slå kolbøtter i frikvartererne. Det havde vi ellers gjort i hvert eneste frikvarter i hvert fald om sommeren. Ud imod vejen langs hele den ene side af skolegården var der opsat et rør i nøjagtigt den højde, der passede for de mindste klasser at slå kolbøtter på. Det var fantastisk.

Røret gik ind igennem nogle cementstolper med jævne mellemrum. Det var ikke nok med, at vi slog almindelige kolbøtter, til vi var svimle og øre, vi kunne også hænge i arme og ben som dovendyr. Det var jo alt sammen, før pigerne begyndte at gå med lange bukser. Vi havde kjoler på.

Og det var i grunden bare det, der var galt. For pigernes underbukser måtte ingen se. Og der hang vi så til frit skue med vore lyserøde, lyseblå og chokoladefarvede underbukser med lodden vrang og elastik i benene. Det må være faldet nogen for brystet. Det var midt i 50erne.

Senere blev der bygget et cykelskur langs hele den side af skolegården. Så kunne i hvert fald de store klasser sidde på bænke derinde i frikvartererne. Men rørene savnede vi.

Alice Ravnholt