Min bedste dukke hed Hanne Grethe. Hun var lavet af celluloid. Min storesøster Jonna havde en mage til, han hed Hans. Ikke at man kunne se, det var en dreng, for sådan var dukker ikke i 50erne. Alt deres tøj var hjemmestrikket og fint.

Længe før jul gjorde jeg et år en opdagelse, som ændrede min juleaften helt. Langt inde i et skab så jeg en dag, da Mor ikke var hjemme, en flot gul strikket dukkekjole, som lige netop passede til Hanne Grethe. Der var broderet mørkeblå blomster foroven, og et snoet bindebånd var også mørkeblåt. I nederdelen var der strikket fine hulrækker. Lige sådan en kjole manglede Hanne Grethe. I den næste tid gik jeg mange gange hen og kiggede i skabet, og flere gange var der kommet nyt tøj til. Inden jul havde jeg set ikke bare den gule kjole men også røde sko, hvide strømper, en rød trøje, en rød kyse og et par gule bukser, som passede til kjolen.

Det var mig ikke muligt at lade være med at kigge, når Mor ikke var hjemme, men jeg havde dårlig samvittighed. Det værste var, at jeg havde fået smag på at rode i skabe, for der kunne jo være andre julegaver gemt rundt omkring. Det var der også. En dag opdagede jeg en fin skotøjsæske allerlængst inde i et andet skab. I æsken var der de flotteste sorte laksko, som lige var mit nummer. De kunne jo kun være til mig.

Da vi så kom til juleaften, vidste jeg jo helt præcist, hvad jeg skulle have i julegave af mine forældre. Så overraskelsen ved at åbne en gave var væk. Det var en skam. Det blev slet ikke det samme. Så siden kunne jeg dy mig for at rode efter hemmeligheder i skabene. Gaver er bedst, når man ikke kender indholdet, før papiret er væk.

Alice Ravnholt