I gamle dage sådan omkring midten af 50erne, legede pigerne med dukker meget længere end i dag. Det var altid babydukker, og vi øvede os helt klart på at blive mødre engang. Vi puslede om dukkerne, som vi så vore mødre gøre med de mindre søskende.

Når vi så blev 10-11 år, slog det ikke rigtigt til længere, der skulle mere til. Så gik vi hen til nogen, vi kendte, og spurgte, om vi måtte køre med deres små børn i barnevogne. Det måtte vi som regel gerne. Så kørte vi om i anlægget, hvor der var store chancer for at møde nogle andre piger, der også havde lånt små børn.

Vi bredte dyner eller tæpper ud på græsset og tog børnene op af barnevognene og satte dem derpå. Så blev der en sansen og holden øje, vi gik meget op i rollerne som små mødre. Vi gik også op i, hvem der havde de kønneste børn og de fineste barnevogne.

Sommetider var det svært at løfte børnene op i barnevognen igen. Og var de store nok til at sidde op, skulle de have sele på.

Jeg husker en pige i Ansager, der var lidt ældre end mig, som kunne noget meget elegant med sådan en barnevogn. Hun kunne simpelthen løbe i fuld fart med barn og det hele, og i svingene rørte kun de 2 hjul asfalten. Jeg prøvede også at løbe, men det gik ikke særlig godt.

Alice Ravnholt