Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg oplevet tordenvejr som noget meget spændende og til en vis grad også hyggeligt. Når det tordnede, var det sjovt at tælle sekunderne fra lynet til bulderet, for på den måde kunne vi regne ud, hvor langt tordenen var væk. 3 sekunder til 1 kilometer.

Var det om natten, det tordnede, blev alle vækket, så vi kunne komme ud i en fart, hvis lynet slog ned. Jeg troede helt bestemt, at slog lynet ned i ens hus, blev alle øjeblikkeligt slået ihjel. Alligevel var jeg ikke bange, for Far sagde altid, at lynet slog ned i det, der ragede højest op. Der var nu ikke mange høje ting på Haltrupvej dengang, men vores hus var lille og fladt og ikke et oplagt mål for lyn.

Det kunne tordne i timevis. Når tordenen så var drevet tilpas over, kunne Far foreslå, at vi gik ud på vejen med bare tæer, for det var så sjovt at gå i de varme vandpytter. Så sang fuglene helt vidunderligt, og en gang imellem kunne vi lugte den specielle lugt af svovl, der kunne være i luften.

En gang gik vi efter sådan en nat helt ud til kanten af plantagen og forbi mosen, og da vi vendte om, kom der lavt hen over mosen et kuglelyn. Det har jeg aldrig siden set. Kuglelynet var i min erindring omtrent på størrelse med en fodbold.

Alice Ravnholt