Mor brød sig ikke om hjemmelavet juletræspynt, jo hvide stjerner var tilladte på juletræet, og dem lavede vi nye af hvert år, for de blev altid svedet af flammerne på julelysene. Til gengæld var Mor meget glad for glaskugler og glimmer. Hvert år før jul fik vi 3 piger lov til at gå ned til Tatol, som fru Larsen ejede, for det var hende, der havde de flotteste glaskugler og andet julepynt.

Glaskugler kunne frygtelig nemt gå i stykker, så det var nødvendigt at købe nogle få nye hvert år. Jeg husker især det år, da jeg købte en gris i pustet glas til at hænge på juletræet. Aldrig havde jeg set noget så flot. Den var sølvfarvet og blank og fin, og hvor skulle der lidt til at slå den i stykker. Min storesøster Jonna købte en fin lille tepotte i kobberfarvet glaskugleglas, og min lillesøster Doris købte en rædsel i meget kulørt piberenseragtigt materiale.

Min lille gris har overlevet alle årene indtil nu, så den skal fejre jul for 60. gang i år.

Det var altid os børn, der plyndrede juletræet efter jul. Vi tog simpelthen alle tingene af juletræets grene og lagde det i en stor papkasse. Det var lysholdere med rester af julelys, stjerner med sort snor af sytråd, glimmer i løs vægt, glaskugler og forskelligt andet. Det er let at forestille sig dét kaos, der herskede, når julepynten skulle op af kassen igen. Far sad gerne en hel aften og reparerede, hvad der kunne reddes, før det skulle på træet.

Sølvgrisen blev som det eneste pakket omhyggeligt ind i en serviet og lagt i det, vi kaldte for sølvtøjsskuffen. Ellers havde den nok for længst måttet lade livet.

Alice Ravnholt