Der var en skøn kælkebakke i Ansager i min barndom i 50erne. Den var i den nordlige ende af byen lige efter Bakkegård, måske var det Bakkegårds mark. Det var lige der, hvor der har været et vaskeri og en musikforretning m.m. og lige ved åen. Bakken skrånede mod nord og ned mod åen, men det sidste stykke inden åen var fladt i hvert fald så nogenlunde.

Sikken fart vi kunne få på, når vi tog lidt tilløb. Det kunne vi jo med datidens kælke, som var af træ. Vi holdt fast med begge hænder på bagkanten af kælken, og lige i det øjeblik, det begyndte at gå nedad, kastede vi os fremad og smed os på kælken og så, hu hej hvor det gik. Man kunne også sidde op og endda være to på én kælk. Det var også vildt sjovt. Men så var det bedst, nogen skubbede os i gang.

Nede på det flade stykke gjaldt det så om at dreje af, så man ikke landede i den sorte uhyggelige å, der ligeså stille drev af sted og næsten aldrig frøs til.

Til gengæld frøs vi altid, inden vi gik den lange vej hjem til Haltrupvej. Vi stoppede jo ikke den herlige leg, før vi frøs forskrækkeligt på tæer og fingre. Der var meget langt hjem med en kælk på slæb og tæer, der var stive af kulde. Det var sommetider, vi næsten jamrede undervejs, så håbløst så det ud.

Men når vi så drejede ind ad indkørslen derhjemme, og der var lys i køkkenvinduet, og Mor stod og lavede noget derinde, kunne man blive så lykkelig. Så smed vi støvler og luffer og overtøj og lagde os på ryggen på tæpper og med de iskolde følelsesløse tæer op ad radiatoren, indtil vi fik varmen i dem igen.

Det er ikke sikkert, det helt passer, men jeg synes bestemt, at Mor lavede varm kakao til os hver gang, vi kom hjem fra sådan en tur.

Alice Ravnholt