Vores lille hus på Haltrupvej havde ret fladt tag, som gjorde det perfekt til at spille Antonius over. Antonius var et boldspil spillet af to eller flere. Man stillede sig på hver sin side af et hus med fladt tag. Så kastede man en lille bold over taget, idet man råbte: Antonius! De, der stod på den anden side af huset, skulle så gribe og kaste bolden tilbage. Missedes kastet, så bolden faldt tilbage, råbte man: Kathrine!

Når det ene hold havde grebet bolden 3 gange, skulle man snige sig hen til hushjørnet og råbe: Antonius igen. De andre måtte så ikke flytte sig. Så havde man den vidunderlige regel, at man måtte tage 3 skridt og en spytklat hen til modparten og forsøge at ramme dem med bolden. Sikken umage man kunne gøre sig med de tre skridt, og sikke langt man kunne lægge hovedet bagud for at få sin spytklat til at ramme så langt væk som muligt.

Hvis forehavendet lykkedes, skulle holdene skifte side.

Det var mest sådan en leg, man legede på forårsaftenerne, når det var sjovt at kunne være ude efter spisetid. Solsortene sang i trætoppene, og skumringen kom snigende. Det kunne være så stille så stille, kun lyden af børneråb og solsorte blandede sig med hinanden.

Alice Ravnholt