En dag i sommeren 1953, tror jeg, gik jeg rundt nede i den bageste ende af haven, da jeg hørte en underlig dyrelyd. Jeg blev bange og hentede Far, som så, det var en krageunge. Hver gang vi fandt et dyr, skulle vi absolut have gjort dem tamme. Så Far tog krageungen med ind og satte den i en kasse, og den var noget så sød.

Den skulle jo så have et navn, og det blev Klavs. Den skulle også have mad og vand. Mor blandede franskbrød med mælk, så brødet blev helt blødt og saftigt. Det gav vi så ungen med en pincet, det var nemt nok, den var meget sulten.

Vi fik meget fornøjelse af krageungen, den blev jo helt tam. Vi kunne sidde med den på en arm, vi kunne cykle med den på styret, og den kunne flyve op i tagrenden med alle røde ting, den fandt. Krager elsker rødt. Klavs elskede også røde pølser. Sommetider sad den på vores cykelstyr hele vejen ned til slagteren. Så gik vi ind, mens Klavs pænt blev stående ude på trappen og ventede. Den ventede især på slagteren, som altid kom ud med en rød pølse til den.

Det meste af pølsen kom med hjem, for Klavs havde en plan. Pølsen blev gemt hjemme et sted, så den senere kunne finde den. Engang så vi, Klavs omhyggeligt stod og proppede et stykke pølse ind ved hjulet på en cykel. Når vi var på vej hjem fra skole, kom Klavs tit flyvende i møde med os og landede på cykelstyret. Den sad oppe på taget og ventede på os og fløj os glad i møde.

Vi havde kun Klavs sommeren over. Der gik rygter om, at en jæger skød den med henvisning til, at den tog hans duer. Det passede ikke, men den elskede at sidde på tagrygningen sammen med naboens tamme duer.

Alice Ravnholt