Lige før vi kom til vores egen indkørsel til huset på Haltrupvej, kom vi forbi Jens og Gertruds lille hus. Jens og Gertrud var et par gamle mennesker, jeg husker ikke at have været inde i deres hus ret mange gange. Men jeg ved, de ikke havde strøm indlagt.

Engang gik jeg alene rundt uden for vores hus, da Jens kiggede over hækken og spurgte: ”Har du ingen og spøge med?” Nej, det havde jeg jo ikke. Deres grund var lang og smal ud til banen, den var nærmest kileformet og gik helt ned til baneoverskæringen. Der var køkkenhave i hele det lange smalle stykke.

Den dag lynet slog ned, skete der ingenting hos dem, men på gavlen af vores hus gik ledningerne ind, og lynet slog hul i muren og gik gennem ledningerne og slog alle stikkontakterne ud. Jonna var alene hjemme og lå på divanen og sov. Hun fik et slemt chok, da braget kom og alle stikkontakterne røg ud på gulvet.

På en mark overfor gik nogle sortbrogede køer. En af køerne blev også ramt af det samme lyn og slået ihjel. Det var svært uhyggeligt at gå over og se den døde ko. Levende køer var vi jo forfærdeligt bange for, men en død ko var næsten værre.

Jeg ved med bestemthed, det var det samme lyn, for der kom kun det ene. I den anden ende af byen begyndte telefonen at ringe på min fars snedkerværksted. Og vi hørte om andres oplevelser med det kortvarige og voldsomme tordenvejr.

Alice Ravnholt