søndag 23 dec 2012 - Ansager
Dengang: Kælderen fuld af julemad
Historier og anekdoter

I vores lille hus på Haltrupvej var der en lille kælder under køkkengulvet. Voksne kunne ikke stå oprejst dernede, slet ikke, men der var hylder til mad, og på gulvet var der plads til kartofler, æbler o.l.

Lige før jul måtte vi komme med Far ned til købmanden efter bestemte ting, der hørte julen til. Ellers var det aldrig Far, der købte ind. Man gik hen til disken i købmandsbutikken, og købmanden sagde: Hvad skulle det være? Så hentede købmanden det alt sammen ude bagved og stablede det på disken. Der kom appelsiner og æbler, Cox Orange og Ingrid Marie. Vi købte også hasselnødder, valnødder og paranødder, som Mor var så glad for.

De allersidste dage før juleaften lavede Mor al maden, vi skulle nyde i julen. Hun kogte hamburgerryg til pålæg og lavede italiensk salat til. Hun bagte leverpostej og lavede sylte. Og netop sylten var en stor sag, som Mor var nødt til at lave selv. Der måtte nemlig hverken være brusk eller kirtler i, så det var kun det fineste kød og regulære spæk, der fik adgang til gryden. Vi havde jo ikke grise, så hovederne kunne slagteren selv beholde.

Mor bagte kun leverpostej til jul, så det var et vidunder for os. Vi så, hvordan hun forede sandkageformen med spæk, inden leverpostejmassen blev hældt i. Duften i køkkenet var ubeskriveligt dejlig. Engang skete der en katastrofe. Kødhakkemaskinen lå altid samlet på en hylde under køkkenbordet. Da mor begyndte at hakke lever og spæk, syntes hun straks, noget ikke var, som det skulle være. Tænk, så var en mus død inde i kødhakkeren. Det var en rædsel så stor.

Der kunne også være andre dramaer, inden julemaden var på plads i kælderen. Mayonnaisen til den italienske salat kunne skille. Vi turde næsten ikke trække vejret, når Mor rørte æggeblommer og olie sammen, for uden varsel var det helt skilt, og Mor måtte begynde forfra. Smagen af hjemmerørt mayonnaise blandet med den færdige salatblanding, man købte i dåser, var skøn.

Alice Ravnholt

vist 740 gange  
Annonce

Diverse

november
maj
februar
november
maj
april
december
januar
Annonce
april
februar
december
november
juli
maj
marts
Annonce
december
november
oktober
april
januar