Som tidligere håndboldspiller og borger i Ansager har jeg med stor glæde fulgt den flotte udvikling, der har været på seniorniveau i min gamle klub. Den sidste tid har det dog været alt andet end positivt at følge med i.

Jeg har forgæves forsøgt at finde hoved og hale i konflikten. Det ene minut har jeg støttet spillere og trænere og det næste håndboldudvalget. Men jeg har dog måttet opgive at finde ud af, hvem der egentlig har ret. Derfor vil jeg blot opfordre til, at man genfinder den gode tone i Ansager.

Jeg går ud fra, at alle i og omkring den lokale håndbold på ingen måde vil skade sporten i byen. Derfor bør man sætte sig ned og snakke tingene igennem fremfor at blæse ud med den ene beskyldning eftet den anden mod modparten. Der er uenighed om, hvordan man bedst styrker håndbolden i ansager. Det er vel i bund og grund kerneproblemet.

Et elitehold vil uundgåeligt være en halvdyr affære, men den branding af byen og byens håndboldafdeling, som holdet giver, er noget, man ikke kan købe for penge.

Holdet giver jo også byens unge nogle gode spillere at se op til. Det må også betyde flere spillere i ungdomsafdelingen. Den udvikling er god, sund og vigtig for fremtiden.

Derfor tror jeg på, at man sagtens kan have et elitehold og en velfungerende ungdomsafdeling. Det er ikke et enten eller, men et både og.

Fronterne er trukket skarpt op, men som jeg læser det, vil alle gerne have et elitehold. Det må bare ikke koste på ungdomssiden. Det er jeg enig i, og jeg tror på, at man kan begge dele. Lige nu er kassen åbenbart lidt udfordret, men så må man finde alternative indtjeningsmuligheder. Noget, der vist allerede er gang i.

Min opfordring til min gamle klub må være at søge samarbejdet og ikke spliden. Ståsammen og lyt til hinanden. Alle vil klubben. Tag den sætning med til mødet 4. Januar, så går det ikke helt galt.

Lad os ikke ende med et resultat, hvor unge håndboldelskere kun har spillere som Jimmy Ø, Korsgaard, Palle, Tom Nielsen og mig selv at se op til. Det er der ingen fremtid i

Bjarke Kirkegaard Nielsen