Som professionel håndboldspiller og passioneret håndboldtilskuer, er det personligt en stor sorg, at det er gået så vidt.

Hovedbestyrelsen for AIF og håndboldudvalget udtaler, at det er samarbejdsvanskeligheder med træneren, som er årsagen til, at man ikke længere ønsker ham fremover. Træneren selv begrunder bruddet med, at han blev fortalt af udvalget, at spillerne ikke havde tillid til ham. Han kunne derfor ikke se sig selv fortsætte. Samtidig er spillerene utilfredse med, at man ikke vil forlænge med træneren og vælger derfor at sige stop, fordi de føler sig overhørt i sagen.

Ja man skal holde godt fast, hvis man skal finde hoved og hale i konflikten.

En lys fremtid

Hvad end der ligger til baggrund for det hele, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Dét, som jeg derimod vil ligge vægt på er, at man har givet slip på et brand for hele byen. En by som nu ikke kun var kendt for Mariehaven, men faktisk også blev anset som en by med et knaldgodt håndboldhold. Et sted hvor det er svært vinde point på grund af den intense stemingen og den gode opbakning. Det er nemlig sådan jeg har hørt spillere fra både Aarhus, Odense og Odder beskrive deres modstander i SIF/Ansager, når de har været på besøg. Store klubber og byer, som har fået øjnene op for vores lille by igennem håndbolden.

Foruden at ekspandere og ydermere få mediernes bevågenhed, så har interessen fra Varde kommune heller aldrig været større for et sportshold i Skovlund/Ansager. Kommunen har sågar valgt at donere 50.000 kr. til udviklingen af 2. divisions holdet over to sæsoner. Penge, som er givet i et ønske, tro og håb om, at man med tiden måske ville kunne spille holdet i 1. division. En række som dækker hele landet med masser af tilskuere, medier og publicity. Noget, som uden tvivl vil kunne skaffe Skovlund/Ansager et endnu større brand og ikke mindst synlighed i nær- og fjernområder, og som vil komme både foreningen og forretningslivet i byen til gode.

Men ville det overhovedet være muligt for sådan en lille by, at drive et hold i den række, uden at gå på kompromis med de normer, som AIF har?

Min klare påstand er ja. Det havde hverken været urealistisk eller umuligt, men det havde krævet arbejde og i særdeleshed samarbejde. I øvrigt et ord som jeg pt. har meget svært ved at få øje på, når jeg for tiden besøger Ansager.

Økonomisk ville det blive en smule tungere pga. udgifter til transport, stigende holdgebyr osv. Men med en større brandingværdi og en stigende interesse både lokalt og regionalt ville der være meget at hente. Læg dertil det normalt flotte sammenhold og sponsornetværk, som formegentlig kun ville blive større med ekspanderingen, så burde det absolut kunne lade sig gøre.

Fundamentet var på plads, men var sammenholdet også?

Netop økonomien vil jeg gerne blive lidt ved. Jeg har nemlig opsnappet, at der er blevet holdt op til flere møder med AIF’s hovedbestyrelse i denne sag. Under et af møderne skulle AIF efter sigende være blevet tilbudt halvanden års økonomisk ”fripas”, hvis holdet måtte køre videre med samme trænerkonstellation, som spillerne ønskede. Det vil sige, at AIF ikke skulle dække en krone til hverken halleje, dommere, harpiks, transport, holdgebyr mm. for divisionsholdet.

Et rigtig godt tilbud til en trængt foreningskasse, hvis du spørger mig. Specielt med tanke på hovedbestyrelsens udmelding om, at de rigtig gerne vil sporten, dog uden at gå på kompromis med økonomen, som i sagens natur er en meget fornuftig holdning at have.

Foruden økonomien vil hovedbestyrelsen fornuftigt nok også undgå, at et divisionshold ikke får konsekvenser for børnene. Her er de eneste konsekvenser jeg kan finde, aldeles positive, så længe der holdes en god og samarbejdsvillig atmosfære i byen. Netop dét, at man kan præstere et divisionshold, kan derfor kun gavne ungdomshåndbolden, da det vil øge interessen for håndbold i lokalsamfundet. Derudover vil børnene få sig nogle rollemodeller, og man vil i større grad kunne tiltrække spillere og familier fra andre byer.

Det undre mig derfor, at man ikke har kunne finde en løsning.

Men tilbage fra drømmetænkningen om, at kunne præsentere tophåndbold i Ansager og til en kort afrunding.

Om det er træneren, håndboldudvalget, AIF eller andres skyld, at vi nu ikke længere skal se ”vores” kære 2. divisionsdamer i Ansager, er ikke det vigtigste element. Det vigtigste er, at vi vågner op og indser, hvor trist det er for vores by.

Min afslutning vil bygge på en lille, men ikke mindst vigtig opfordring til alle mine kære venner og bekendte i Skovlund og Ansager, nemlig sammenhold! Stå sammen og stop mudderkasteriet. Man kan ikke være enige om alt, men man kan arbejde konstruktivt sammen og finde løsninger. Sammen er vi stærkere – og når vi er stærkere, kan vi tillade os at drømme stort.

I denne sag må jeg dog blot konstatere, at hele byen er endt som taberen.

30.12.17 af Dennis Schytt Haahr