mandag 22 aug. 2022 - Skovlund
Kom til Skovens Dag søndag den 4. september
Det er kl 13-16 i Gulddalslund Plantage ved Ålling Sø

Ruten er små 3 km og starter ved Frifeltvej 12, 6823 Ansager

Læs mere her om de mange GRATIS aktiviteter for hele familien.

Sæt bilen på engen, hvor du kan få et indtryk af skydning med bue og pil.

På ruten kan du se med når Kean og Troels demonstrerer topkapning af et kæmpe grantræ. Og få en snak om hvordan man lægger et stort træ på meget lidt plads.

Varde Kommune har sammen med Hede Danmark netop fritlagt mange egetræer og ”lunde” i den gamle del af skoven.

I skoleskoven kan du se navne og oprindelse på mange forskellige træsorter. Her kan du smage på skoven i form af varm hyldebærsaft hos Sonja. Børnene kan få en tur på pony imens de voksne får en slapper i hængekøjen. Her kan man også hilse på skole-skovens to får Mary og Daisy.

Ved jagttårnet byder ung-jægerne velkommen med kreativitet, skydning og lidt til ganen.

I den næste lysning er der mulighed for at stige på Henriette og Michaels smukke hestevogn.

Ved Børges sø er der snobrøds-hygge i bålhytten og hos Dansk Naturfredning Varde kan du gå på opdagelse med vandketsjer og lup.

Lige under vandoverfladen i vandhullet findes masser af forunderligt liv, der kribler og krabler. Her er mange forskellige små vanddyr, man ikke lige kan se med det blotte øje; men måske kan vi fange dem med en vandketsjer. Måske fanger du en vandkalv eller en glubsk guldsmedelarve. Måske finder vi igler og en posthornssnegl.

Ved Ålling Sø kan du nyde kaffe, kage og en skøn udsigt. Der vil også være mulighed for et hvil i en hængekøje.

Vi glæder os til at se jer i skoven.

vist 5665 gange