Så blev det tid til sæsonstart i kvindernes 2. division

Pigerne skulle starte med en meget svær udekamp mod Silkeborg-Voels ligareserver

Umiddelbart var det ikke til at se på Ansagerpigerne. De gik frisk til opgaven, selvom de var svækket på 3’er posten (midt forsvar) grundet afbud fra både Camilla Tradsborg og Hanne Kristensen.

De første 20 minutter var Ansager konstant foran med 1-2 mål. Silkeborg blev ved med at presse os i retur, fordi vi var nødsaget til at foretage forsvar- og angrebsudskiftning. Det giver nogle lette åbninger til dem med mål til følge. Silkeborg kan derfor gå til pause med en 3 måls føring 12-9.

Lige inden pausen sker noget meget grotesk. Vi får tilkendt et 3-meter kast i højre side, som Rikke Dahl skal udføre. Hun får ikke ordentligt træf på bolden, og den rammer muren og en modstander i brystet. Efter tilråb fra tilskuere om skud i hovedet, takserer kampens dommere skuddet til at have været i hovedet i stedet. Rikke får som følge heraf direkte rødt og er ude resten af kampen.

Vi må bruge lidt ekstra tid på at få samlet spillerne i halvleg, hvor vi giver hinanden hånd på, at alle mand fighter for Rikke, som var totalt uden skyld i episoden.

Efter 5 minutters spil i 2. halvleg, går vi frem og tager den ene af deres skytter væk med succes. 7 minutter senere er kampen helt lige, 17-17 og det fortsætter helt frem til det 26. minut, hvor vi desværre brænder et par oplagte i den ene ende. Samtidig slipper vores målmænd deres ellers gode takter omkring fløjskud, hvor Silkeborg således scorer deres sidste 4 mål fra fløjen.

Det skal også siges at resurserne var ved at være brugt med kun 2 udskiftningsmuligheder, blev der trukket store veksler på samtlige spillere.

Sif/Ansager har stor ære af kampen. Trods et nederlag på 27-24 består holdet den første prøve i 2. division.

Det vil være forkert at bringe enkelte spillere frem på skrift, Det var helt igennem en flot holdpræstation.

Jens Ole Mathiesen

vist 650 gange  

Udvalgte nyheder

onsdag 12. aug. 2026 - Ansager
To unge rådyr øvede stangning i skoven, mens Erik Jessen filmede fra få meters afstand.
tirsdag 11. aug. 2026 - Ansager
Omkring 300 deltagere ventes 20. august til tre ruter med start ved Skovlund-Ansager Hallen.
lørdag 9. maj 2026 - Ansager
Bestyrelsesvalg, regnskab og budget er på dagsordenen i Skovlund Ansager Hallen