Prolog:

En bil kommer kørende på en lang, lige landevej. En mand sidder og sover på passagersædet. Han kommer fra storbyens mylder og mas. Udmattet efter en solrig weekend i København. Mens han hviler ud med lukkede øjne, skifter himlens nuance fra grå til mørkegrå, og skyerne trækker sig sammen i formationer, som man kender dem fra thriller-film. Manden vågner til lyden af vind og brune marker, der angriber bilen i en knivtangsmanøvre. Jorden kastes indover ruden. ”Hvor langt er vi,” spørger han sin ven ved rattet. ”Vi er snart fremme…”

Man er fremme i Ansager, lige efter at man er kørt ud af Midtjylland, og lige før man kører ind i Vestjylland. I Ansager bedømmer man ting ud fra pris og størrelse, får jeg at vide, da jeg spørger en lokal mand, hvordan han tror, det vil gå byens nye restaurant. Så kan jeg selv tænke mig til resten. Stuetagen i det gamle hotel er netop blev åbnet igen. Når byens folk beskriver stedet for mig bruger de ”Noma” som reference. Jeg ved ikke, om sammenligningen holder, da jeg aldrig har spist på Noma. Det gør den nok ikke på sådan en 1:1-måde, men da det eneste andet spisested i området er berygtet for tallerkenstore schnitzler, forstår jeg, hvad de mener.

Omkring 200 frivillige har hjulpet til med at renovere Hotel Ansagers stueetage, hvor den nye restaurant er åbnet. De næste etager med værelserne kommer i næste omgang. Først vil man se, om gryden kan holdes i kog. En af mine venner har fødselsdag, og i den forbindelse har hans forældre inviteret os ud at spise. Faderen har blandt andet malet den hvide hylde på endevæggen, fortæller han mig. Umiddelbart bekræfter stedet det mørkegrå forvarsel fra det klichéfyldte vejr på vejen herhen. Stilheden får mig til at tænke, om jeg er gået forkert – ind i et privat hjem – og på væggene hænger der orange kontakter, som man kan trykke på, hvis man ønsker betjening. Modsætningsforholdet mellem den meget beskedne efterspørgsel på betjening i restauranten og det store udbud i form af de orange kontakter giver mig lyst til at give tjeneren et kram. Inden jeg når så langt skifter billedet dog. Vi har åbenbart bare været tidligt på den. Restauranten bliver fyldt helt op, og mine stereotyper begynder at falde fra hinanden. Om de mange gæster skyldes nyhedens interesse eller maden, ved jeg ikke endnu. Lad os smage på den.

Menukortet lægger op til, at man bestiller mere end én ret. Heraf rygtet som Ansagers svar på Noma, vil jeg tro. På forsiden af menukortet har kokken gjort det svære arbejde med at sammensætte retterne for dig. Kartoffel-/porresuppe, ørredfilet og crème brulee til 275 kroner. På næste side kan man skræddersy sin egen menu – næsten. Man kan nemlig ikke blande retter fra side 1 med retter fra side 2. ”Det bliver et problem,” siger tjeneren, da jeg prøver at bestille en ørredmousse, rib eye steak og crème brulee. Det er jo en dessert fra side 1 blandet med en forret og en hovedret fra side 2. Det er en form for bureaukrati, der bestemt ikke klæder et nystartet sted. Slet ikke et nystartet sted på grænsen mellem Midt- og Vestjylland. Heldigvis afhænger det bare af, hvem man spørger. En dreng, som jeg tror er kokkeelev, kommer ud for at se til kunderne og lover mig, at jeg godt kan få en crème brulee. ”Det får jeg lige ordnet,” siger han til mig og blinker, og jeg bliver rolig igen.

Som det hører sig til på gode restauranter får vi en appetizer til at holde os med selskab indtil forretten. Dejligt brød og pisket smør (som jeg først troede var en kugle vaniljeis) serveret på en granitsten. Og så en brun pose. ”Det er en overraskelse,” siger kokkeeleven. Jeg begynder at tænke på magic beans fra Harry Potter, men det viser sig at være kartofler med urtecrème. Rødvinen smager vidunderligt. Den er dejlig sød. Jeg ved ikke meget om vin. Den smager bare godt. En ting bekymrer mig dog. Vinen hedder Bear Creek og kommer fra Canada. Oversøiske vine indeholder sulfitter, og det kan vist give dig ondt i hovedet, har jeg hørt. Jeg overvejer om, jeg skal bestille en øl, men bestemmer mig for at drikke videre af vinen på trods af Atlanterhavet. Der er både en læge og en lægestuderende ved mit bord, og de ville vel råbe op, hvis der virkelig var noget om snakken med de sulfitter.

Alle ved bordet ser ud til at nyde deres forretter – inklusiv mig selv. Min ørredmousse er tilpas rustik. Det er rart at kunne mærke strukturen i det, man spiser. Størrelse og pris er Gud, sagde ham manden til mig tidligere. Jeg kigger ned på min tallerken. Det skal nok gå, tænker jeg. Hvad størrelse angår. Det er heldigt, at ventetid ifølge min lokale ekspert ikke er et kvalitetsparameter her på egnen. Min rib eye steak lader vente på sig, og jeg formår efterhånden at slå rekord i antal toiletbesøg på et enkelt restaurantbesøg. Jeg prøver at trykke på den orange betjeningskontakt på væggen, men finder ud af, at den ikke virker. Den er et levn fra fortiden og den tidligere ejer. OK, kontakten harmonerer heller ikke så godt med Noma-omdømmet. Det gør min bøf til gengæld, da den endelig kommer. Tilpas rød og med dejligt tilbehør, der er tilpas avanceret til, at jeg ikke kan gengive det korrekt. To af mine medgæster ved bordet brokker sig lidt over størrelsen på deres ret med navnet ”variationer af gris”, til gengæld er der på den anden side af bordet stor begejstring over persillesovsen til den stegte flæsk. Flæsken er måske lidt slatten, men persillesovsen er noget for sig selv. Den er næsten tyk som flødeskum. Til at starte med laver jeg sjov med sovsen og prøver at få skeen til at stå lige op i den. Det er indtil jeg smager den. Det er den bedste persillesovs, jeg har smagt. ”I disse tider er kvaliteten nødt til at være i højsædet, hvis man vil overleve,” siger min vens far, Søren (eller Søren Psyk, som er hans øgenavn, fordi han er psykiater, og fordi alle, der er noget ved musikken i Ansager, har et øgenavn). ”Det er hårde dage. Hård konkurrence,” siger Søren.

Sørens eget bidrag til Ansagers overlevelse er en storkerede, fortæller han. Han har selv bygget den med græs og hestelort efter en opskrift fra nettet. ”Hvorfor er det vigtigt, at der kommer storke til byen?” spørger jeg. ”Storken symboliserer frugtbarhed. Fødselstallet skal op,” siger Søren, inden desserten bliver serveret.

Aftens højdepunkt. Prikken over i’et. Mums mums. Crème brulee. Og hvilken crème brulee Ligesom persillesovsen udviser den stort mod og nytænkning. På toppen ligger en grøn klat slush ice. Er det mon pistacie? Hvad er det nu lige den smager af? Hvad kan det være? Mmmh, den smager godt, men hvad er den lavet af!?!? Diskussionen bølger ivrigt over bordet. Ingen af os har gættet rigtigt, finder vi ud af. Drengen, som jeg tror er kokkeelev, er kommet for at se til os igen. Det er en slush ice af krydderurter – dild, kørvel og estragon. Heraf rygtet som Ansagers svar på Noma, vil jeg tro!

Det er anden gang i aften, at tingene er anderledes, end hvad jeg troede ved første øjekast. Først snød vejret mig, og så snød maden mig. Og jeg er ikke færdig med at blive overrasket. For som ethvert eventyr slutter denne madanmeldelse på tallet tre – en tredje overraskelse. Drengen, som jeg tror er kokkeelev, begynder at tale med Søren om en krydderurterhave, de skal lave sammen. Kokkeeleven er nemlig ikke kokkeelev. Han er Hotel Ansagers nye forpagter. ”Jamen, hvor gammel er han?,” hvisker jeg til min sidemakker ved bordet. ”Han er kun 23 år.” ”Virkelig?” ”Ja!”

Der er mange mennesker på Hotel Ansager denne aften. Måske er det på grund af nyhedens interesse. Måske er det på grund af maden. Måske er det et forvarsel på, at storken er på vej til byen…

Andreas Østergaard, journaliststuderende