Ansager å var for år tilbage kendt som en af Danmarks bedste ørredåer, men med tiden er bestanden, som i de fleste andre åer, gået markant tilbage. Jeg har aldrig fisket i Ansager å, før i år, og da jeg i starten af sommeren valgte at udleve mine fluefiskedrømme ved netop denne å, var det da også med en smule skepsis. Var der nu fisk i åen, kunne det betale sig at bruge sin tid her, eller skulle jeg satse på andre steder.

Tvivlen kom åen til gode, og jeg har brugt mange skønne aftener, primært med min lille klasse 4 tørfluestang. Nu nærmer sæsonen sig sin afslutning, og jeg kan sidde og gøre status på sommerens mange timer med de små tørfluer og nymfer i Ansager å´s smukke snoede stræk. Hvis jeg skal beskrive sommerens fluefiske oplevelser med to ord, må det være. Positivt overrasket. Jeg indrømmer gerne at jeg faktisk ikke troede meget på åen, især ikke efter jeg har hørt fra rigtig mange lokale fiskere at åen er død, der er ikke fisk mere som i gamle dage. Det er der nok heller ikke, men at sige åen er død er en kraftig overdrivelse. Ikke mindst når man ser på fangststatistikkerne gennem sommeren, men også baseret på mine egne oplevelser.

Der gik et par nulture ved åen, inden der for alvor kom hul på bylden, men da jeg først havde fået lært åen bedre at kende, de forskellige sving og de dybe huller, begyndte jeg også at finde frem til ørredernes standpladser. Derefter begyndte det at gå stærkt, og ud af de ca 30 ture jeg har haft ved åen i løbet af juni, juli, august, og starten af september er antallet af nulture stadig til at tælle på en hånd.

Skal jeg pege på en knapt så positiv ting ved fiskeriet i åen, må det nok være det faktum at hovedparten af fangsterne har været regnbueørred. Når alt kommer til alt er regnbueørreden ikke ønsket i åen, da den ofte udkonkurrerer de naturligt hjemmehørende fisk, men jeg vil være ærlig at sige at den massive tilstedeværelse af regnbueørred har været en spændende udfordring.

Regnbueørreden er som sportsfisk en fabelagtig fighter, og i mine øjne rangerer den på det punkt fuldt på højde med både bækørred og stalling, men jeg må i samme åndedrag også sige at smilet bliver en lille smule større når jeg ser en gylden bredside med sorte og røde prikker, eller en blankblå fisk med en høj rygfinne, for enden af forfanget.

Antalsmæssigt har regnbueørreden med indtil videre 26 styk, mellem 25 og 40 cm klart været den mest dominerende fangst i åen, af bækørreder er det blevet til 4 styk, hvoraf de tre var mellem 20 og 25 cm, mens den sidste, som så også var sæsonens første, med sine lidt over 30 cm, var den største i år. Men at dømme ud fra de fangster der meldes om forskellige steder på nettet, så holder åen på endnu større overraskelser, og det er kun et spørgsmål om tid før en af de store guldklumper finder vej til fluen.

Der udover har der været rigtig mange småørreder der ivrigt har hugget efter fluerne. Jeg ved ikke præcist hvor mange af disse 5 - 10 cm fisk jeg har fanget i år, men jeg kan i hvert fald sige at det ser godt ud for fremtiden, hvis de alle får lov at vokse sig store. Det gør de dog næppe, men bare 10 procent, vil absolut også betyde at aftenfiskeriet med små tørfluer bliver spændende i årene fremover.

Da jeg begyndte at fiske Ansager å, i starten af sommeren, var jeg naturligvis også spændt på hvordan det stod til med stallingen. Var der flere stallinger tilbage eller havde skarv, mink og andet kravl fået gjort kål på bestanden. Desværre så det længe ud til at det sidste var tilfældet, indtil idag.

Det var en af de dage, hvor man synes at alting virkede umuligt. Vejret viste sig ikke fra sin bedste side. De mørke skyer samlede sig mere og mere, og tillod kun i korte perioder solen at skinne ned over landskabet. Vinden kastede hårde vindstød ind fra vest, og besværligtgjorde i høj grad præcisionskast. Der var absolut ingen aktivitet i overfladen. Jeg var for en gangs skyld ved åen midt på dagen, hvilket ikke sædvanligvis giver de mest optimale betingelser for ørredfiskeri, så jeg forventede nu heller ikke så meget overflade aktivitet, men håbede nok lidt at det mørke vejr, ville lokke fiskene lidt ud fra deres skjulesteder.

Jeg lagde fluen ud midt i strømmen, og lod den flyde lidt nedstrøms, så den fik tid til at synke. Da jeg begyndte at fiske fluen ind, huggede en fisk hårdt, og lidt efter kastede en flot regnbueørred sig rundt i overfladen. Nu siger man ofte at lynet aldrig slår ned samme sted to gange, og når man først har fanget en fisk et sted, så er de andre skræmt væk. Jeg ved ikke lige hvorfor jeg valgte at ignorere dette idag, men jeg havde en fornemmelse af at der var mere at komme efter i netop dette sving. Jeg lagde igen fluen ud præcist samme sted, lod den synke i ca. 10 sekunder, og begyndte så at fiske fluen igen. Efter tre træk, strammedes linen endnu engang og endnu en fin regnbueørred fightede hårdt for at komme fri. Det kom den nu ikke, og efter blot to kast var aftensmaden reddet i form af to flotte regnbuer.

Jeg gik ca. 10 meter længere nedstrøms, til den nedre del af svinget. Opskriften var den samme som før, jeg lagde fluen ud i midten af åen, og lod den drive ind under brinken. Der var hug igen, denne gang et mere forsigtigt hug, og en knap så hidsig fight fulgte. Faktisk gik denne fisk dybt, i forhold til de to regnbuer der kastede sig vildt rundt i overfladen. Denne fisk var nu heller ingen regnbueørred, men derimod en fin lille stalling på ca. 25 - 30 cm. Jeg fik let den modhagerløse krog fri, og i løbet af få sekunder svømmede fisken fint ned i det mørke vand igen.

Jeg forlod derefter dette sving, og gik ca. 50 meter længere nedstrøms. Her var endnu et fint sving, med et par udhængende buske, et af de steder der ligefrem lugter af ørred. En klassisk standplads, der også levede fint op til mine forventninger. Endnu to regnbueørreder kom i posen, på kort tid, og jeg fortsatte fiskeriet længere nedstrøms i et af åens lange lige stykker. Præcist dette stykke er et meget specielt stykke af åen. Normalt siges det at man fortrinsvist skal fiske ørreder i sving, under udhængende buske, under grødeklatter eller bag sten, rødder og andet der yder beskyttelse og skjul for de sky ørreder. Men netop dette stykke er næsten så forkert som det kan blive. Det er langt, lige og har hverken dybe huller, udhængende grene, sten eller andre af de normalt påkrævede elementer for typiske ørred pladser, men ikke desto mindre så fisker dette stykke overraskende godt, de fleste af de fisk jeg har fanget i åen, er fanget netop her, inklusiv årets største bækørred. Både stedet, vejret og tidspunktet var næsten så forkert som det kunne være, men trods det så huggede både en fin 30 cm regnbueørred og en 20 cm bækørred samt et par småfisk på netop dette stykke. Bækørreden blev hurtigt genudsat, mens regnbueørreden kom med hjem i fryseren.

Så en dag der i teorien burde have været en tilføjelse til listen med nulture, endte med at blive den bedste dag jeg endnu har haft ved Ansager å. Det er netop en af de ting jeg elsker ved at være lystfisker, der er ingen facit liste, ingen regel uden undtagelse. Netop som alt ser mest håbløst ud, så viser fiskene at man kan gøre så mange studier, nedskrive så mange teorier og opsætte så mange standarder som man vil. Fiskene hugger når de har lyst.

Jeg hedder Ryan Sigwulf Jacobsen, født i 1977 i vestjylland, men er nu bosiddende i Billund. Lystfiskeri er min helt store passion. Især fluefiskeriet med tørfluer og nymfer i de mindre åer, har en helt speciel plads i mit hjerte.

Jeg blev i 1991 introduceret for fluefiskeriet, og blev omgående tryllebundet af dette smukke fiskeri.

Jeg fisker ca. 200 - 250 dage om året, mest i åerne omkring Ansager og Grindsted, på kysten og i søerne, hvoraf de 80 - 90 procent er med fluestangen. Når tiden og økonomien er til det tager jeg også gerne til udlandet og fisker, især Norge og Færøerne er yndede rejsemål, oftest med telt og sovepose.

Jeg er desuden ihærdig fluebinder, naturfotograf, og sidder i bestyrelsen i Grindsted sportsfiskerforening