onsdag 11 jul 2012 - Ansager
Hotel: Vi holder ikke sommerferie
Lidt nyt om renoveringen af hotellet

Bestyrelsen vil endnu en gang takke for den flotte opbakning Ansager Hotel har fået fra borgerne ved tegning af anparter i hotellet, ved sponsorstøtte og ved tilsagn om frivilligt arbejde. Ikke alle borgere har endnu haft besøg i forbindelse med indsamlingen, men efter ferien vil de sidste borgere og erhvervsdrivende få besøg. Det er selvfølgelig også muligt at rette henvendelse til bestyrelsen.
Renoveringen af Ansager Hotel er et stort projekt, så alle tilsagn om støtte er meget velkomne.

Siden generalforsamlingen i maj har bestyrelsen gennemgået hotellets mange lokaler, toiletter og køkken.
For hvert enkelt lokale er opstillet ønskemål. Nogle lokaler kræver kun maling, mens andre lokaler kræver en mere gennemgribende renovation, hvilket også gælder toiletterne i kælderen. Det planlægges, at etablere nye toiletter i stueetagen.
Uafhængige køkkenkonsulenter har vurderet køkkenet og er enige om, at køkkenet har en tilstrækkelig størrelse, og at størstedelen af inventaret er fuldt anvendeligt. Men samtidig kræver myndighederne et nyrenoveret køkken.

Der har været afholdt møde med byggeudvalget og lokale håndværkere. Materialepriser forventes at foreligge omkring 1. august.
Bestyrelsen vil herefter vurdere de samlede udgifter og herefter priotere renoveringen efter de indsamlede midler. Der vil selvfølgelig ikke blive igangsat renovering til mere end der er penge til.
Når beslutning er taget om omfanget af renoveringen igangsættes renoveringen i begyndelsen af august. Borgermøde forventes afholdt senest sidst i august, hvor bestyrelsen vil informere om den kommende renovering. På borgermødet vil vi ligeledes orientere om efterårets fastlagte arrangementer på hotellet.

Et stort antal frivillige har tidligere givet tilsagn om at medvirke ved hotellets renovation. Bestyrelsen håber, at de mange frivillige stadig vil være til rådighed.
Hvert lokale, som skal renoveres, får sit eget renoveringshold med en formand. Det enkelte hold planlægger selv arbejdet ud fra den af byggeudvalg og bestyrelse fastlagte renovering.
Til det kommende stormøde bliver der mulighed for at melde sig til frivilligt arbejde til de mange opgaver.

Som I kan læse holder Ansager Hotel ikke sommerferie, men arbejder ivrigt for at komme i gang igen.

Med venlig hilsen

Ansager Hotel ApS
Peter Fog

Læs også: Bestyrelsen konstituerer sig

vist 398 gange