mandag 16 nov 2015 - Haltrup
Gamle film på nettet
Over 500 filmklip fra hverdagens Danmark fra 1905-1965 kan nu ses på en ny hjemmeside fra DFI - Danmark på film

De historiske filmklip stammer fra de mange film, der i tidens løb er indleveret til filminstituttet fra ugerevyer, hobbyfotografer og firmaoptagelser. Filmene har været arkiveret på insituttets arkiv, og i forbindelse med en igangværende digitalisering af samlingen, har man udvalgt nogle klip og markeret på et kort, hvor de er optaget.

- Det er faktisk kommet bag på os, så stor en interesse der er - især det at man kan klikke sig ind på ens hjemby er populært, forklarer Lisbeth Richter Larsen, redaktør og projektleder på "Danmark på film."

Filmklippet her er optaget på Haltrup Teglværk ved Nordenskov og viser to vognlæs, der kører op ad en rampe og tippes. Ler bliver formet ved håndkraft såkaldt håndstrygning og mursten køres i trillebøre fra mustensmaskinen hen til tørreladerne. Stenene trilles derefter fra ovnen til lagerpladsen.

Klippet fra Haltrup teglværk er det, der er optaget tættest på Ansager. Ellers er der klip fra Varde, Esbjerg, Fanø, Ribe og fra digebyggeriet ved vadehavet.

Karsten Madsen

Gå selv på opdagelse og find andre klip: Danmark på film

vist 980 gange