søndag 23 aug 2015 - Skovlund/Ansager
Varde Å Dag ved spærredæmningen
Skovlund og Ansager mødes til Varde å Dag ved den tidligere spærredæmning
Skovlund og Ansager mødes til Varde å Dag ved den tidligere spærredæmning Foto: Karsten Madsen
Skovlund og Ansager var i år for første gang med i å-dagen med et fælles arrangement

Hvad ville være mere naturligt end at holde arrangementet lige der, hvor Varde å har sit udspring? Netop ved den gamle stemmeværksplads løber Ansager og Grindsted å sammen og danner Varde å. Det er samtidig midt mellem de to byer.

Skovlund-Ansager Udviklingsråd fik ideen og inviterede til arrangementet. Rådet stod klar med pølser, brød og kolde læskende drikke, da de to grupper fra henholdsvis Skovlund og Ansager nåede frem til fods.

Fra Skovlund fulgte gruppen den nytrampede sti fra Vejlevej og ned langs Grindsted å. Fra Ansager vandrede gruppen gennem krattet langs Ansager å.

Omkring 100 friske vandrere var mødt frem denne herlige søndag eftermiddag på stemme­værks­pladsen ved bredden af Varde å. Nogle af deltagerne, fortrinsvis de firbenede, fik sig også en kølende dukkert i åen.

Efter et par fællessange fortalte Niels Winther historien om området. Om hvordan kanalen blev gravet med håndkraft for omkring 75 år siden og nu igen er fyldt op, og åen har fået sine naturlige slyngninger tilbage.

Ansager Byudvikling fortalte om planerne for området, om bygning af fem shelters, bålhytte, infohus, toilet, picnicområder med borde og bænke samt anløbsbro til kanoer. Og det er ikke længere kun planer. Startskuddet er givet, da langt de fleste af de godt 1.1 mio projektet løber op i er sikret.

Hvis forløbet af dette første fællesarrangement omkring Varde Å Dag siger noget om det fremtidige samarbejde mellem Skovlund og Ansager, så er det kommet godt fra start.

Karsten Madsen

Læs mere om planerne for området: Shelters og bålhytte

vist 1130 gange