søndag 4 jan 2015 - Tistrup
Flyvende pensler, farvepragt og en verden af skulpturer
Lise Malinovsky udstiller fra den 10. januar til den 8. februar i Janus Bygningen
Lise Malinovsky udstiller fra den 10. januar til den 8. februar i Janus Bygningen
Janus Bygningen starter det nye år med en godtepose af oplevelser. Der lægges stærkt ud med tre nye udstillinger med 5 landskendte kunstnere suppleres af en yngre kunstner fra Esbjerg

NIELS REUMERT

Niels Reumert (født 1949) er en af vore mest markante abstrakte kunstnere. Som hovedkraft i gruppen Violet Sol, der eksisterede fra 1971-88, var han med til at fremme en ny ekspressionisme i dansk kunst. På udstillingen vil der blive vist både maleri og keramik.

”Keramikken er dels porcelæn, jeg producerede i Vietnam i 2009 og noget stentøj fra 2010,” fortæller kunstneren. ”Når jeg maler på skåle, vaser og fade, speeder jeg tempoet voldsomt op, så penslerne flyver af sted i rasende fart. Som billedmenneske er jeg altid på jagt efter nye udtryk (figurationer): Masker, rovdyret, ofret/slaven eller den aggressive mand. Jeg finder mine motiver ved at skitse på antropologiske museer, figurer der repræsenterer ældgamle myter. De blandes med skilte, jeg finder i gadebilledet, avisfotos, tegneserier og meget mere, og bliver mikset til kompositionen. I denne proces søger jeg at finde fodfæste i verden, at mærke mig selv og livets strøm.” Niels Reumert er uddannet på Kunstakademiet i København. Han er repræsenteret på en lang række museer, bl.a. Statens Museum for Kunst, Nordjyllands Kunstmuseum, Den kgl. Kobberstiksamling, Trapholt, Randers Kunstmuseum Vejle Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum samt flere museer i udlandet.

Denne udstilling varer til den 22. marts.

SØREN ANKARFELDT, JENS-PETER KELLERMANN, PONTUS KJERRMAN OG LISE MALINOVSKY

Et samspil mellem 4 stærke kunstnere, som alle spiller en væsentlig rolle i det danske kunstliv. Samtlige er uddannede på Kunstakademiet i København og har mange væsentlige udstillinger bag sig.

Søren Ankarfeldt (født 1952) bygger i sit maleri på en stram komposition, hvor de enkelte figurer antydes via et mylder af tegn, former og farver. Han er repræsenteret på bl.a. Herning Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, Vendsyssel Kunstmuseum og Hygum Kunstmuseum.

Jens Peter Kellermanns (født 1952) bronzeskulpturer har udgangspunkt i det sete, men udtrykket er samtidig både ekspressivt og abstrakt med inddragelse af en række andre materialer. Han er repræsenteret ved offentlige monumenter i bl.a. Vojens, Horsens, Holsteinsborg og Torshavn.

Pontus Kjerrmans (født 1954) motivkreds er rammende blevet karakteriseret som ”gudelignende mennesker og menneskelignende dyr”. I både skulpturer og billeder inddrages vi i et helt særligt univers. Han udstiller bl.a. skulpturer og billedruller. Pontus Kjerrman har udført en række udsmykninger, bl.a. vandkunst til Køge stationsplads og drikkevandsfontæner på Køge gågade, vandkunst på Vejle gågade og en skulpturinstallation over for Frederiksbergcentret.

Lise Malinovsky (født 1957) har under indtryk af store gamle mestre som Rembrandt og Goya udviklet sin helt personlige form for ekspressionistisk, stofligt maleri. En anden inspirationskilde er Munch, men først og fremmest er hun sig selv med udgangspunkt i eget liv, oplevelser og rejser i verden og bevidstheden. Hendes værker findes bl.a. på Statens Museum for Kunst og på Horsens Kunstmuseum.

Denne udstilling varer til den 8. februar.

TALENTUDSTILLING HENRIK BO JENSEN

Serien af Talentudstillinger i Gallerigangen fortsætter med den unge kunstner Henrik Bo Jensen fra Esbjerg. Han har bl.a. har deltaget på Kunstnernes Sommerudstilling i 2012 og 13, hvor han gjorde indtryk med sine både ekspressive og særegne malerier.

Denne udstilling varer til den 8. februar.

Fernisering

De 3 udstillinger har fernisering lørdag den 10. januar kl. 15-17. Åbningstalen holdes af radikalt byrådsmedlem i Varde Kommune, Holger Grumme.

Der vil endvidere være musikindslag ved Klarinetsekstetten.

Kl. ca. 17 er der ferniseringssuppe for alle interesserede. Pris 50 kr. Ekskl. drikkevarer. Tilmelding senest 8. januar.

Rundvisning

Søndag den 25. januar kl. 14 er der rundvisning på udstillingerne ved kunstnerisk leder Bjarke Regn Svendsen.

Pressemeddelelse

vist 366 gange