torsdag 22 dec. 2022 - Ansager
Julekort fra Ansager Skoles Venner
I efteråret holdt vi for første gang på julemarked på Ansager Skole.
I efteråret holdt vi for første gang på julemarked på Ansager Skole. Foto: Karsten Madsen
Året går på held og vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle en glædelig jul samt et godt nytår

Det har været endnu et fantastisk år i Ansager Skoles Venner. Vi ser tilbage på Skt. Hans arrangementet i Søparken, hvor vejret endnu engang var med os og I mødte talstærkt op (ca. 300). Bålet var større i år og til næste år håber vi på, at lykkes med flere af de ønsker som flere af jer har tilkendegivet. Vi siger i hvert fald mange tak for den store opbakning.

Hen over foråret startede vi en indsamling til vores nye lærings- og legeplads på Ansager Skole. Vi endte ud med et resultat på 253.000 kr. skaffet ved hjælp af lokale donationer fra mange borgere, selvstændig erhvervsdrivende, lokale foreninger og forskellige fonde. Derudover har Ansager Skole været så geniale selv at søge forskellige fonde og har derved skaffet yderligere 90.000 kr. Der kan ikke lyde en stor nok tak til alle jer borgere, foreninger og selvstændige erhvervsdrivende, som helt af jer selv har henvendt jer og givet flotte beløb. Uden jer og skolens egen indsats ift. at søge midler, var vi aldrig landet på 343.000 kr., som blandt andet vil blive brugt til et bålhus og de sidste redskaber m.m. Det glæder vi os meget til at vise frem og hvis alt går som forventet, står det opført inden sommerferien 2023.

Efteråret bød for første gang på julemarked på Ansager Skole. Det skal ingen hemmelighed være, at vi var MEGET spændte på, hvordan arrangementet ville forløbe. Kunne vi skaffe standholdere, ville der være mad nok i klassernes boder og ville der overhovedet komme nogen? Der er mange tilbud rundt omkring i tiden op til jul. Nå, men vi satte alle sejl til – lagde os i selen og sikken fest! På et tidspunkt var der sort af mennesker, det var en hyggelig summen, der blev drukket kaffe og spist sandwich, vafler og kager og der blev handlet i de forskellige boder. Så sæt endelig kryds i kalenderen allerede nu og glæd dig til næste års julemarked søndag den 19. november 2023 – vi er klar med mange udviklingstiltag, nye ideer og forbedringer. Tak for jeres opbakning til arrangementet.

2022 s største begivenhed var i virkeligheden en helt anden end overnævnte. Da vi startede Ansager Skoles Venner i juni 2020, var vi selvfølgelig godt klar over, at vores overbygning var lukningstruet, hvilket også var et af incitamenterne for, at gøre noget ekstraordinært. Vores mål har bl.a. været, at skaffe medlemmer for at signalere opbakning. Vi nærmer os 700 medlemmer og vi bliver løbende flere og flere. Det er gratis, vi kontakter dig ikke og vi sender ingen reklamer eller andet, så henvend dig endelige, hvis du endnu ikke er medlem – vi vil så gerne være endnu flere Vi sidder klar på ansagerskolesvenner@hotmail.com eller brug ”send besked” knappen på vores Facebook side.

Situationen omkring vores overbygning blev taget op igen i sensommeren og vi vil gerne sende den største ros til elevrådet, forældrebestyrelsen, medarbejderne, nuværende og tidligere lokale politikere og ikke mindst vores ledelse - Jens Skouboe og Vibeke Vind. I har alle gjort en enestående indsats og ført en konstruktiv dialog med udvalget for Børn og Læring. Og dialog med afsæt i ordentlighed, er fra vores perspektiv altid umådelig vigtigt. Samtidigt, skal der også lyde en stor tak til udvalget for Børn og Læring. I har været meget lyttende og undersøgende og vores billede er, at I virkelig har set Ansager Skoles situation fra mange forskellige perspektiver. I har givet Ansager Skole og ikke mindst Ansager by et godt grundlag for fortsat i fremtiden, at være et godt sted at være bosat som familie.

Slutteligt vil vi ønske jer alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

De bedste julehilsner fra

Ansager Skoles Venner

Stine, Gitte & Marianne

vist 473 gange