onsdag 5 okt. 2022 - Ansager
RIKA: Nyhedsbrev fra Rideklubben Ansager
View over RIKAs nye springbane
View over RIKAs nye springbane Foto: rika
Igang igen efter Corona nedlukningen, rideterapi og nyt samlingspunkt

Igang igen efter Corona nedlukningen

Det har igen været et travlt år på RIKA. Vi er igang for fulde omdrejninger igen efter Coronaen, og har udover fyldte elevhold startet flere nye samarbejder og tiltag.

Der er efter sommerferien igen startet 2 valgfags hold fra Kvie Sø Efterskole til Ridning og hestepleje, og iår er der også 2 valgfags hold i ridning fra Skovlund efterskole.

Der er børnehold og voksenhold, hold for de nye ryttere og hold for de mere øvede.

Det er et puslespil at få det hele til at gå op, da vi hele tiden har vores dejlige elevhestes ve og vel som fornemste prioritet.

Rideterapi

Derudover har vi 'endelig' startet rideterapi op sammen med ridefysioterapeut Marie Sommer Pedersen.

DIF's foreningspulje, Elsass Fonden, Skovlund-Ansager Udviklingsråd og Anna Elisabeth Jensens Mindelegat har støttet os i anskaffelse af bla egnede heste, handicaplift, udstyr og rampe i ridehallen.

Marie er kommet rigtig godt igang, og der kommer private og institutioner fra både Varde- og omegnens kommuner.

RIKA har nu et stort team af hjælpere til valgfags- og terapi holdene, og alle ryttere bliver mødt af søde, kompetente og hjælpsomme voksne.

Nyt samlingspunkt

Der arbejdes hele tiden på at gøre RIKA til en 'færdig' rideklub/rideskole.

Og vi kan med stor glæde meddele, at det nu er lykkes at skaffe finansiering til en rytterstue.

Det bliver et ca 66 m2 stort byggeri med handicap toilet, toilet, køkken, dommertårn/kontor og masser af plads til hygge og socialt samvær på kryds og tværs af aldre, ridemæssigt niveau osv.

Det kan lade sig gøre fordi Norlys Vækstpulje, Lokale og anlægsfonden og Varde kommunes Renoveringspulje har bevilliget tilsammen kr 250.000 til materialer.

Disse materialer vil blive håndteret af RIKAs fantastiske frivillige, som med håndværksmæssig snilde vil bygge rytterstue projektet.

Ydermere påtænkes det at lægge ny bund i ridehallen, så vi kan tilbyde et helt up to date underlag til gavn og glæde for de mange medlemmer på RIKA.

Vi går en spændende tid i møde og kan kun sige af hjertet tak til ALLE som på hver sin måde bidrager til det skønne fællesskab på RIKA.

Mvh Bestyrelsen

vist 691 gange