Rideklubben Ansager-RIKA har de sidste 7 år bygget og opbygget rammerne på Uddegård, fra kun at have folde og en lille ridebane til i dag at have 2 udendørs dressurbaner, en springbane og et skønt stort ridehus med rytterstue. Og når man har så fine rammer, kan man invitere gæster.
Kommende weekend holder RIKA sit første E-stævne. Det er et stævne, hvor alle kan være med, og der må inviteres 5 udefra kommende klubber. Alle har knoklet, og der meldes lørdag klar til start.
Lørdag er alle dressurklasser, og søndag er alle springklasser. I alt over 70 starter.
Også på RIKA er hestenes ve og vel som altid i fokus, og vi har et udtalt ønske om at være med til at starte den gode hestekultur nedefra. Derfor er der en ekstra bonus ved stævnet. Man kan vinde en pris, som måske i virkeligheden er den vigtigste - Den gladeste hest.
Kig ud på RIKA i weekenden, hvis du vil se hestesporten fra sin bedste side. Cafeteriet er åbent.
De bedste hilsener
RIKA
Faktaboks:
Til E-stævnet hos Rideklubben Ansager vil vi gerne slå et slag for godt horsemanship hos rytterne. Vi kalder det
DEN GLADESTE HEST
Vinderen udvælges blandt alle startende ryttere ved stævnet, uanset deres sportslige resultater. Bedømmelsen foretages af en dommerkomité, bestående af stævnets dressur- og springdommere samt stævneledelsen, der vurderer ryttere og heste gennem hele stævnet. Observationer vil blive gjort under konkurrencer, træning og i staldene med fokus på helhedsbedømmelse af rytteren og hestens trivsel.
Vinderen hædres efter sidste klasse og modtager sammen med bedømmelsen en roset samt en ærespræmie. I år er det verdens bedste brætspil, Master of Nutrition, som er sponsoreret af NENUC og hesteagronom Martha Voss.
Kriterierne er følgende:
Godt horsemanship:
Rytteren udviser konsekvent rolig og respektfuld omgang med sin hest både på og uden for banen. Kommunikationen mellem rytter og hest er klar og uden brug af unødvendig tvang eller hård behandling. Rytteren viser forståelse og hensyn til hestens behov og signaler.
Generel hestevelfærd:
Hesten fremstår sund og i godt humør gennem hele stævnet. Rytteren sikrer tilstrækkelig hvile, vand og foder til hesten samt korrekt strigling og saddel.
Rytterens omgang med andre:
Rytteren opfører sig sportsligt og hjælpsomt over for andre deltagere, funktionærer og tilskuere. Rytteren viser en positiv holdning og god sportsånd, uanset resultatet af konkurrencerne.
Udvalgte nyheder
- Den 11. kl. 20.08Kæpheste: Fra legetøj til sport
Udviklingen af kæphesteridning som anerkendt disciplin
- Den 2. kl. 19.30Årets sidste kæphestestævne hos Rideklubben Ansager
Fredag d. 13. september kl. 17.00 - Kom og deltag i en sjov og aktiv dag for børn og unge
- Den 20. kl. 20.43RIKA vandt Årets Forening
Hædret for socialt ansvar og inklusion