fredag 11 mar. 2022 - Ansager
Mindeord: Kurt Elbæk Jensen
Vi har nu sagt et sidste farvel til Kurt, i en fyldt kirke med mennesker i alle aldre. Et vidne om et virksomt liv.

Kurt var meget engageret i foreningslivet gennem livet, og var klar over at når man selv bidrager med noget - så får man meget mere tilbage.

Og Kurt gav meget af sin tid til sin passion for heste og rideskolen.

Fra begyndelsen på Starupvej allerførst i 90´erne og til nu på Kvie Søvej, har Kurt været med som rytter, som staldansvarlig og her til slut som banepasser.

Kurt håndterede hestene med erfaren styrke og bestemthed, og man var tryg i stalden når Kurt var i nærheden. Han forstod at snakke med alle, både børn og voksne, og det bar fremmødet i kirken stort præg af. Der blev lavet venskaber.

For Kurt gav sin tid og hjalp den unge med at ride sin hest til, og gik aldrig af vejen for at muge en ekstra boks, hvis han kunne mærke at der var brug for en hånd.

På ridelejre fik de unge deltagere lov at stifte bekendtskab med hans anden passion – bueskydning. Han stillede velvilligt op og gav sig tid til at hjælpe hver enkelt med at få succes med pilene.

Da Ulla blev syg, var Kurt klar over at hans tid skulle bruges hjemme. Han stoppede som staldansvarlig på RIKA og var sammen med Ulla og familien. Heldigvis holdt han ikke op med at komme forbi til en kop kaffe, og han kom til at nævne at han savnede sin gang på rideskolen. Dog var tiden med at tampe de store heste slut.

Han kom derfor sidste år tilbage og blev banepasser, han vidste alt om hvordan ridebaner skal vandes og rives.

Han kom og fortalte at hans gård var solgt, og at han skulle flytte i et sommerhus ved Kvie Sø. Uden heste og uden en masse grund at passe. Han mente at han ville få MASSER af tid til at passe alle baner på RIKA, når han var faldet på plads. Det var vi meget taknemmelige for. Sådan skulle det ikke blive, men Kurts fingeraftryk vil altid kunne findes på RIKA og i alt hvad den står for.

Æret være Kurt Elbæk Jensens minde.

Rideklubben Ansager

vist 1927 gange