fredag 25 sep. 2020 - Ansager
Håndbold: SA Ribe HK’s Divisionsdamer kom godt fra start
SA Ribe HK mod Lemvig 28-15 i Skovlund-Ansager Hallen
SA Ribe HK mod Lemvig 28-15 i Skovlund-Ansager Hallen Foto: Karsten Madsen Copyright
Torsdag aften skulle de nye orange klubfarver vises frem for første gang, da SA Ribe HK åbnede sæsonen på hjemmebane med en sikker sejr over Lemvig

Vi ville fra start sætte sig på kampen, og forsøge at leve op til favoritværdigheden. Det lykkedes til dels, hvor vi lagde ud i et højt tempo og scorede mange mål på kontra i både 1. & 2. fase. Desværre haltede forsvaret i starten, hvor det var tydeligt at der var lidt debutnerver der skulle spilles ud af kroppen, hvilket gjorde at vi ikke for alvor kunne trække fra i starten. Men et veloplagt publikum hjalp holdet igennem, og langsomt fik vi greb om kampen, og kunne gå til pause med en føring på 15-9.

De første 5-10 minutter af 2. halvleg var lidt uforandret, men vi fik styr på tempoet og detaljerne igen i takt med at forsvaret begyndte at fungere rigtig godt.

De sidste 20 minutter måtte Lemvig for alvor kapitulere, da de ikke kunne følge det høje tempo, og SA Ribe HK kunne sikkert spille en 28-15 sejr i hus. En sejr der sagtens kunne have været endnu større, men vi manglede skarphed i mange afslutninger. Kampen bar præg af rigtig mange opløftende momenter, hvor alle bidrog med positive aktioner. Bl.a gjorde Marie Held en rigtig god figur da hun kom på banen i 2. halvleg og leverede 9 redninger i hendes comebackkamp efter en længere skadesperiode.

SA Ribe HK’s topscorer blev Mathilde Strebøl med 9 scoringer.

Kamilla Dahl 7 mål.
Mette Hjort Knudsen 5 mål.
Mathilde Skov 5 mål.
Hanne Kristensen 1 mål.
Amalie Schultz 1 mål.

Søndag mod Hvide Sande

Truppen er uforandret når holdet søndag drager til Hvide Sande, i forsøget på at følge op på den fine sejr.

Hvide Sande er et oprykkerhold, så vi må nok tage favoritrollen igen. Dermed ikke sagt at det nødvendigvis bliver en nem opgave – slet ikke. Hvis vi ikke mentalt er der hvor vi skal være, kan alle kampe blive en grim oplevelse, og mange hold er formodentlig ekstra opsatte og sultne når de møder os.

Så der skal fuld fokus og koncentration omkring kampen, og jeg tror at vi med torsdagens sejr har fået det værste rust og nervøsitet banket ud af kroppen, så vi er helt klar til kamp når vi går på banen i Hvide Sande kl 16:00 på søndag.

De bedste hilsner

SA HK Skovlund Ansager Håndboldklub

vist 5939 gange