fredag 29 maj 2020 - Ansager
Håndbold: Vores side af sagen
Læserbrev fra spillerne på 2. divisionsholdet

Vi spillere i 2. Division har ikke til hensigt at medvirke til mudderkastning, men ønsker at lade alle forstå, at vi er blevet personligt ramt i denne konflikt og særligt efter vlog fra breddeudvalget. Vi ønsker blot, at I får vores side af sagen og ikke andet.

1: Plads til hver sin mening.

Det nævnes i vloggen, at TIDLIGERE elitespillere, som nu spiller i bredden, har givet udtryk for andre holdninger end breddeudvalget, vedrørende ansættelse af en træner til serie 3. At det er tidligere 2. Division spillere, nu tilknyttet bredden, som har ytret sig, bør vel være irrelevant for samarbejdet mellem breddeudvalget og eliteudvalget? Alle har vel ret til at sige deres ærlige mening?

2: Forkælelser og goder. Jalousi?

Vi vil gerne knytte en kommentar til de såkaldte uligheder af goder i klubben.

Sponsorbilerne bliver nævnt gang på gang i forskellige sammenhænge og bliver nævnt som et omdrejningspunkt i konflikten. EN GANG FOR ALLE! De spillere med sponsorbiler har underskrevne lejeaftaler, og betaler et månedligt beløb for at køre i bilen. Beløbets størrelse er vel underordnet så længe det ikke påvirker AIFs økonomiske forhold? Derudover bør det også nævnes, at sponsorbiler er implementeret fordi vi har/har haft spillere kørende fra Odense, Horsens, Esbjerg og Århus m.fl.

En anden ”forkælelse/gode” vi har, er skøn mad i cafeteriet hos Jimmy hver anden tirsdag, og tidligere ved vores allesammens Bent. Dette har vi fået arrangeret, da vi nyder hinandens selskab og sætter stor pris på det sociale udenfor håndboldbanen. Vi betaler selv for maden - 40kr. pr. person plus drikkevarer. Det står alle frit for at købe mad og lave aftaler med cafeteriet.

Sidst men ikke mindst - chokolade, the og kaffe inden hjemmekampe. Dette betales af Jens Ole privat.

Derudover betaler vi selvfølgelig ALLE sammen fuldt kontingent (2200kr./sæson) og har gjort det i samtlige sæsoner. Dette uanset om man har spillet alle kampe eller ej.

3: Frivilligt arbejde.

Efter breddeudvalgets vlog står vi tilbage med følelsen af, at breddeudvalget er af den overbevisning, at vi ikke bidrager til det frivillige arbejde i klubben. Det er vi kede af at høre, da vi hvert år stiller talstærkt op til bl.a. Marie Festival og gødning/kalk. Vi har en klar aftale på holdet om at bidrage, og har selv påtaget os ansvaret for at få fyldt vagtplaner. Vi ved, at det kræver meget at have et divisionshold, og derfor stiller vi altid op, når der er behov for det.

4: Beskyldninger om diktering.

8:23 min. inde i vloggen nævnes det at: ”det nytter ganske enkelt ikke noget at der er 13 kontingentbetalende spillere eller en bestyrelse herunder der skal styre og dirigere en håndboldklubs dagsorden”. Så vidt vi er orienteret er konflikten mellem breddeudvalget og eliteudvalget, og derfor er vi kede af, som spillere, at blive beskyldt for at styre og dirigere noget som helst. Vi har altid bare ønsket at spille håndbold og nyde samværet samt skabe god stemning på tværs af alle hold.

Alle skal forstå, at vi som spillere er blevet ramt personligt af denne vlog på ansager.info. Vi har flere gange forsøgt at få en forklaring på hvorfor og hvordan breddeudvalget mener, at vi har taget noget fra børnehåndbolden og har haft negativ indvirkning på bredden. Vi har aldrig fået et svar.

Vi ønsker bare at spille håndbold, men efter alt det der er sket, kan vi som 2. Divisionsspillere ikke længere se os selv spille i SIF/Ansager.

2. Divisionsspillerne.

vist 1322 gange