Stor var forbløffelsen, da Rideklubben Ansager uventet i forbindelse med et ejerskifte, fik en opsigelse. Den nye ejer ønskede selv, at uddanne heste. Nu var gode råd dyre! Og på trods af, at bestyrelsen fik et års udsættelse med hensyn til at flytte ud, kneb det med at finde et egnet lejemål, som modsvarede det, de kom fra. Endelig lykkedes det og klubbens nye adresse bliver: Rideklubben Ansager, Kvie Søvej nr. 5, 6823 Ansager.

Kært barn har mange navne: Ansager Rideklub, Rideklubben Ansager og endelig forkortelsen RIKA. Bestyrelsen var i mellemtiden reduceret fra de ifølge foreningens love befalede 5 til 4 personer. Den reducerede bestyrelse stod nu med et lejemål, ganske vidst i naturskønne omgivelser, dateret den 1. maj 2017 på 20 år, på 7 hektarer inklusive en stald til kvæg med spaltegulv, den kunne fortsat bruges til hestestald efter, at inventar og spalter var rykket ud, og staldarealet var fyldt op med sand, og der var støbt nyt gulv. Plus yderligere en bygning, som udlejer skulle gøre færdig og bygge til således, at den kunne huse en ridehal med internationale mål. Udlejer skulle levere den rå bygning, og Rideklubben Ansager samtlige inventardele: toilet, handicap toilet, trixtank, inventar til cafeteria og barriere til ridehal og ridehusbund. Derudover skulle der etableres 3 udendørs ridebaner (2 x 60m) og (1 x 40m). Resten af de 7 hektar var udlagt til uindhegnet græsningsjord. For at få skabt de nødvendige betingelser for at klubben kan fungere Kvie Søvej 5, skal der rejses midler til støbning af gulv i stald, muring af bokse, fronten af boksene. Endvidere står klubben for at skaffe sand til forlængelse af hal, opfyldningsmateriale til eksisterende hal samt inventar til cafeteria.

Rideklubben Ansager har søgt mange sponsorater samt fonde og er blandt andet blevet tilgodeset af LAG-midlerne kr. 106,500 samt SE-vækstpulje kr.100.000, men de kommer først til udbetaling, når byggeriet er færdigt. Men man skal klare sig så længe byggeriet står på. Øvelsen går ud på, at finde mellemfinansiering, der vil lægge pengene ud til byggeriet er færdigt og så er der sponsorater, der bliver givet i form af naturalier. Der er for eksempel givet tre toiletter, og en trixtank monteret.

Frivillig arbejdskraft.

Alt dette skulle stort set udføres af frivillig arbejdskraft. Der blev udnævnt en projektleder tømmermester Kaj Buhl, Tistrup, en struktør Kristian Guldager, Kærbæk, som har ydet væsentlig hjælp til nedbrydning, og Svend B. Thomsen A/S, Varde, som har udlånt sin maskinpark til nedbrydning af den eksisterende kvægstald og udgravning af udendørs ridebaner og etablering af bund i disse.

En hærskare af frivillige har stået klar til at hjælpe maskinerne. Det drejer sig både om medlemmer af Rideklubben Ansager og ikke medlemmer samt forældre til medlemmer. For ikke medlemmer gælder det, at de gerne vil være med i det fællesskab, hvor der sker noget, og hvor de føler, at de gør en forskel.

Hvad kan Rideklubben tilbyde? Først og fremmest en rideklub med et sjældent sammenhold, dernæst et nybygget ride anlæg og en prima undervisning: Berider Rikke Klinkby tager sig af de øvede ryttere og underviser både i dressur og springning. Giver efter aftale enetimer. Nanna Lundgård Buhl underviser begynderhold. Annie Voss underviser voksenhold.

Klubben kan tilbyde prima opstaldningsforhold i murede bokse. Der er i skrivende stund 10 ledige bokse. Medlemstallet er faldet fra 83 til 50, men det er stigende efter at folk kan se, at byggeriet skrider frem. Bestyrelsen har 100 medlemmer som mål.

Staldmand Kurt Elbæk Jensen borger for god staldpasning. Han har været staldmand i 25 år, og han har været staldmand i al den tid Rideklubben Ansager har eksisteret, og vil blive behørigt fejret i forbindelse med indvielsen, som tilfældigvis falder sammen med 25 års jubilæet.

Genbrug

Bestyrelsen lægger megen vægt på, at alle er opmærksomme på, at det, der kan genbruges, også bliver det: De galvaniserede stolper fra kvægstalden er blevet savet op, svejset på fladjern og givet hammerlak = 30 stk. bundsolide sadelknægte. Bøjler fra kvægstalden er taget fra, så de kan laves til dækken tørrestativer. Store, tunge planker af redwood er blevet renset, savet op og høvlet i kanterne og udgør nu hegnet rundt om ponybanen. Gummimåtter, der var inden i sengebåsene i kvægstalden, bliver gemt, så de kan aflasteboksene, hvis vi får en hest/pony, der står og skraber i gulvet eller sparker på siderne.

Offentlige myndigheder har været positive

Skovlund / Ansager Udviklingsråd, Ansager Byudvikling, Varde Kommune samt borgere og erhvervsdrivende i Skovlund Ansager har støttet op om klubben og har siden Rideklubben Ansager modtog opsigelsen, samarbejdet med klubbens bestyrelse om at finde et egnet sted, som kunne danne ramme for klubbens aktiviteter. Bestyrelsen arbejder jo også vederlagsfrit. Og tro mig. Bestyrelsen har ikke haft tid til at pleje familien ret meget de to sidste år, men nu er det til at se en ende på projekt udflytning af Rideklubben Ansager.

Ansager Rideskoles tilblivelse af staldmands Kurt Jensen

I sommeren 91 startede vi omme på Møllegården hos Kedde, hvis borgerlige navn er Kristian Sørensen, som havde en stald til 10 heste, og vi fik lov til at lave en ridebane på 20x40 udenfor på en af de grunde, der nu er bebyggelse, som hedder ”Egedalen”.

Pladsmangel

Dorthe Brodin og Else Gandrup underviste de unge piger og nogle få drenge i dressur. Vi var nødt til at have noget mere plads, da der var tilgang af både heste og elever. I mellemtiden var Evald og Sonja flyttet ud på gården ”Erika”, og vi tænkte, at det kunne være, at han var interesseret i at have os, så Else og Dorthe tog over og snakkede med Evald. Det var de en del gange inden han indvilligede i, at lave stalden om til heste. Så i foråret 1992 gik det i gang, og stalden skulle stå færdig inden første november, hvor vi skulle opstalde hestene. Der blev etableret en 20x40 ridebane, og den første vinter og sommer var der kun udendørs ridning. Hestene kom på græs forskellige steder den første sommer, indtil vores egne marker var klare. Bl.a. kom der 8-9 heste ud til min bror i Kærbæk, og hvis de skulle have undervisning, måtte de ride gennem byen og op til rideskolen. Der var en enorm opbakning til projektet. Stalden var fuldt booket inden boksene var bygget. Vi fik plads til 6 spiltov til vores elevheste samt 17 bokse til private heste.

I august havde vi stiftende generalforsamling i hallens cafeteria. og det var fyldt af interesserede. Vi skulle være fem i bestyrelsen og flg. Blev valgt: Dorthe Brodin, Else Gandrup, Kurt Jensen, Karin Østergård og Kidde Hansen.

Indvielse

Den 31 oktober 1992 rykkede vi ind, og der var fuldt hus og 105 medlemmer. Da der var venteliste på opstaldning, henvendte vi os til Evald igen om spurgte om han ville punge ud igen, og det ville han da heldigvis. Så i 93/94 blev der bygget 12 nye bokse og en stor ridehal. I første omgang fik vi kun 20x40 af hallen, så Evald selv kunne bruge resten til forskellige ting, men det holdt kun i et års tid, så fik vi det hele og al jorden, da han ikke gad dyrke jorden, når vi havde fuld stald hele tiden. Det var en stor succes. Det er så efter de første 5-6 år gået lidt op og ned i antal opstaldere og medlemmer og nu 25 år efter er vi i samme situation med etablering af rideskole, bygning af bokse og anlæg af ridebaner og hal. Men vi gjorde det den gang, og vi gør det sgu igen.

Historier fra RIKAS fortid, som Martha oplevede det
af Martha Herold Voss

Jeg kom til rideskolen i 2000, og min debut i klubben var som holdleder på kvadrilleholdet. Pia Sørensen havde året før ført klubbens første kvadrillehold til Landsfinalerne, og vundet det første DM i kvadrilleridning og ført holdet til Gallashowet ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. Da Pia takkede af, manglede man en holdleder, og det blev så mig. Siden har jeg haft hest stående i en lang årrække, selvom jeg mageligt kunne have haft den på Landbrugsskolen. Der var bare sjovere i Ansager! Og vi havde en fantastisk ridelærer i berider Hans Greve, som kom mandag og torsdag og gav holdundervisning. Hans var skrap, man gjorde altså som han sagde. Han var dygtig. Og han var også social. Til den årlige julefrokost lejede han og konen en hytte i Hyttebyen, så de ikke skulle tænke på at køre hjem til Brande.

Kvadrille-æraen var en speciel tid. Vi trænede hver uge, og op til turneringerne flere gange om ugen. Den gang havde vi ikke hver mand sin trailer, det var Jens Peter Jensen og hans søn Roland fra Nordenskov, som kørte hestene. Når den store røde transporter bakkede til rampen bag stalden begyndte hestene at vrinske og sparke på bokslågerne. Vi skulle på tur. Der var næsten aldrig problemer med at læsse dem. Jonna lagde bare træktovet over halsen på sin sorte hoppe, og så trampede den selv op i vognen. Kun en enkelt gang havde vi virkeligt vanskeligheder, og det var da vi skulle hjem fra Landsfinalerne i Odense et år. May Dan havde sat sig for at nu var det nok. Han ville ikke hjem. Vi måtte køre om til dyrskuepladsens kreaturramper, hvor han kunne gå lige ind, og det tog noget tid det år inden, vi kunne sætte kursen vestpå igen. Ellers nød alle hestene turene. Annies brune hoppe, Judi, plejede at smække halen op og ud af taglemmen på den ene side og mulen ud i den anden.

Rideklubben Ansager vinder DM i kvadrilleridning

Da vi i 2003 vandt kvadrille DM, var præmien at komme til start i det kæmpestore Landesbreitt Turnier på Rennbahn Hamburg. Der kom heste og ryttere fra hele Slesvig-Holstein, og der var alle konkurrencer i mulige discipliner. Det havde været en udfordring at komme derned, for turen ville løbe op i 10.000 kr, selvom start og overnatning var gratis. Vi havde ingen penge og klubben heller ikke. Resolut tog Jonnas mor affære og brugte en formiddag på at ringe rundt og skaffe pengene fra lokale erhvervsdrivende. På turen til Hamborg var det en fornøjelse at have professionel vognmand, og Roland gjorde et godt arbejde. Trods den lange køretur kom alle godt frem til den store galopbane i udkanten af Hamborg, hvor Landesbreitturnieren foregik. Med i selskabet havde vi også Elisabeth Bay fra Fanø. Hun var formand for breddeudvalget. En kæmpe fordel var det at have hende med, hun var jo tysklærer, og klarede rigtigt mange forhandlinger for os dernede. Den tyske orden og disciplin gælder ikke i breddesporten, og ikke alle havde fået besked om den danske delegation og aftalerne for vores ophold. Men vi havde en fest i Hamborg, og vi var med til at tage nye ridesportsdiscipliner med hjem. For eksempel Bananskrællerlongen, som i vores vestjyske chokoladeelskende by hurtigt blev til chokoladebaråbnerlongen. Det vil sige mens hesten blev longeret i trav, skulle rytteren – uden bøjler – tage en chokoladebar og pille papiret af uden at tabe begge dele.

Rideklubben Ansager tager initiativer

I det hele taget har Rideklubben i Ansager og omegn været med til at sætte sit præg på breddesport inden for Dansk Rideforbund. Fordi vi har været kreative og fordi vi har taget initiativer til stævner og møder og lignende, hvor breddedisciplinerne var en naturlig del af proportionerne. Og i øvrigt har viafholdt vi en masse bragende gode stævner. Vi har været velorganiserede planlæggere, gæsterne har altid blevet modtaget med godt humør, og cafeteriet har turdet servere andre retter end pommes frittes og pølser. En af gæsterne spurgte engang om han måtte komme på kost hos os – det var vist også, fordi det var billigt at leve godt.

En anden aktivitet jeg selv var meget glad for, og som jeg underviste på over en periode, var vores minihold. Konceptet var klokkeklart: Små børn fra børnehavealderen og op gik til ridning sammen med mor eller far. Ridetimen bestod af et kvarter i stalden, hvor man lærte at strigle, sadle op, rense hove og andre nyttige hesteting. Dernæst en halv time på hesteryg med sadel men uden stigbøjler. I stedet var der et håndtag eller en rem i sadlen barnet kunne holde i. Forældrene gik ved siden af med hesten i et træktov.

Det var sjove timer for alle parter, og mon ikke den fælles aktivitet bandt barn og forældre tættere sammen end der, hvor man satte barnet af ved stalddøren og hentede barnet igen efter ridetimen?

Min tid med RIKA af Annie Herold Voss

I 1999 flyttede jeg til Vestjylland medbringende mine to firbenede venner; min hund og min hest. Da jeg skulle finde et sted til den største af dem, var jeg ude og se på et par af egnens rideklubber. Jeg faldt fuldstændig for stemningen i Ansager. Efter nogle år, blev jeg tilbudt at tage et undervisningshold for voksne motionsrytter. Den faste underviser mente ikke, at den type hold almindeligvis holdt meget længere end til julemåneden. Jeg sagde alligevel pænt ja tak. Og her – mere end ti år efter - underviser jeg stadig mit motionshold. De har holdt trofast ved gennem skiftende tider, skiftende heste og her til sidst skiftende lokaliteter.

I gennem årene har jeg haft både en og to heste stående i RIKA. Det er et sted, hvor hestene har haft gode vilkår. Gode muligheder for at komme på græs og godt foder med god styring af stalden. Så da datteren skulle have pony, var der ikke tvivl om, hvor den skulle stå.

Når man igennem så lang tid holder fast, skyldes det, at stemningen i klubben er unik. Her hilser man på hinanden. De voksne privatryttere hilser på de små elevryttere. Alle hjælper til og yder, hvad de kan, når der er behov for det. Der bliver hygget, arbejdet, redet, arbejdet, leget, festet og arbejdet – Sammen!

Det faldt jeg for i sin tid, da jeg kom til egnen – klubbens charme. Og derfor er jeg her stadig.