fredag 29 sep. 2017 - Ansager
Vær med til at forme Vardes nye skole
Varde Kommune interesseret i at høre gode idéer til udformningen af skolen og forslag til skolens navn

Byrådet har besluttet, at der skal bygges en ny skole i Varde. Inden byggeriet går i gang, er kommunen meget interesseret i at modtage idéer til, hvad den nye skole skal indeholde - og ikke mindst hvad skolen skal hedde.

Skolebyggeri

Den nye skole i Varde skal stå klar til skolestart i 2021 og placeres i nærheden af Fritidscentret på Lerpøtvej i Varde. For at få skabt en god og fremtidssikret skole opfordrer Varde Kommune alle til at give deres gode idéer videre. Det kan man gøre via den midlertidige ”POP UP skole”.

POP UP skole

Ved hovedindgangen til Varde Fritidscenter vil der stå en såkaldt POP UP skole i perioden 30. september til 12. oktober. POP UP skolen er en særligt indrettet container, som er åben for alle i tidsrummet kl. 9-21 alle dage i løbet af de to uger. Her er der både mulighed for at bidrage med gode idéer til skolebyggeriet og deltage i en konkurrence om, hvad skolen skal hedde.

Pressemeddelelse, Varde Kommune

Fakta

  • I maj 2017 indgik et flertal i Varde Kommunes byråd forlig om den nye struktur for dagtilbud og skoler i Varde Kommune. Som et led heri skal der bygges en ny skole med 0.-9. klasse ved Fritidscentret på Lerpøtvej i Varde. Skolen skal stå klar til at modtage elever til skolestart i 2021.
  • Inden byggeriet af den nye skole starter, er Varde Kommune interesseret i at høre gode idéer til udformningen af den. De idéer kan man komme med ved enten at besøge POP UP skolen eller ved at deltage i en åben workshop på Varde Fritidscenter lørdag den 7. oktober fra kl. 10 til 12.
  • Har man et bud på, hvad skolen skal hedde, kan man også deltage i en konkurrence om biografbilletter. Enten ved at aflevere sit forslag fysisk ved POP UP skolen eller ved at bruge hashtagget #voresbedsteskole på Instagram.
vist 883 gange