Holtgård er en af de gamle gårde i Kvie. Gården har nok oprindelig ligget inde i landsbyen, men er tidligt flyttet ud til dens nuværende plads mellem Hestkærbæk og Kærbæk., nord for Kvie by. 1774 bliver Hans Pedersen gift med Mette Hansdatter i Ølgod. I folketællingen 1787 står han som ejer af Uddegård. 1798 står han som ejer af Holtgård, og det er her man første gang ser navnet " Holtgård". Måske er det Hans Pedersen der har udflyttet gården !

På arkivet har vi navnene på alle de senere ejere, og der er nogle gode historier knyttet til gården, men denne her begynder med Nis Hansen Christensen.

Nis Hansen Christensen var født 1807 i Tåbøl, Føvling sogn. 1834 blev han gift med Anna Chatrine Andersdatter fra V. Vrøgum, Ål sogn. De købte et boelsted med krohold i Røgen i Velling sogn. En dag i 1847 faldt Nis Hansen Christensen i snak med nogle folk fra Kvie, der var ude for at sælge Kvie-leer. De fortalte at der var en gård der hed Holtgård, der var billigt til salg. Han tog straks til Kvie og købte gården. Flytningen foregik med hestevogn. Børnene lå bagerst i vognen, pakket ind i sengetøjet for at holde varmen . Det var i april månede.

Nis Hansen Christensen blev sognefoged i Kvie og blev endog opstillet som kandidat til Rigsdagen. Men Mads Smed fra Stenderup, som var talende stiller for Nis Hansen Christensen og som sådan havde pligt til at anbefale hans valg, mistede mælet da han kom op på tribunen. Det eneste han kunne sige var: A stemmer no o Nis !. Han blev ikke valgt.

1861 overlod han gården til sin søn Anders Kristian Nissen. Han var kun 18 år og var lige kommet hjem efter et år på Røding højskole. Faderen døde samme år, så det var et stort ansvar for den unge mand, men ved gode naboers råd og hjælp endte han med at blive en dygtig landmand og foregangsmand inden for hedeopdyrkning og kvægavl. Han blev sognefoged og i en periode sognerådsformand. Anders Kristian Nissen blev i 1863 gift med Else Tranberg fra Stenderup og sammen fik de 12 børn. 4 drenge og 8 piger, hvoraf en døde 3 år gammel.

3 af drengene blev lærere, 1 af pigerne giftede sig med en lærer, 2 af pigerne emigrerede til USA. Den eneste søn der var tilbage, fik overdraget gården i 1892, men han havde heller ikke lyst til landbruget og efter 3 år, solgte han gården og blev bager i Holsted. Faderen havde forinden ladet bygge en ejendom i nærheden som aftægtsbolig med udsigt ned til Kærbækken. I 1947 begyndte Anders Kristian Nissens børn en vandrebog, hvor de hver især skrev om deres barndoms erindringer og om deres egen familie. Alle fortæller de om en lykkelig barndom på Holtgård. Deres fritidssysler og deres lege fylder meget, men de havde også måtte arbejde hårdt og hjælpe forældrene.

Anne, f. 1874:
Vi havde meget arbejde hjemme på Holtgård, og strengt kunne det også være til tider, men det gik altid så fredeligt og med godt humør. Den fremmede hjælp vi skulle have, havde vi altid let ved at få. Far var en god og fornuftig arbejdsgiver. Mærkeligt nok var der ingen af vi mange søskende der blev ved landbruget. Jeg har ønsket mange gange, at vor kære barndomshjem var blevet i familien. Min broder Niels, som overtog gården efter far, havde den kun i 3 år. Der var meget jord til Holtgård. Far sagde at der var 350 td. land med eng og hede, og den gang kendte vi ikke til de maskiner som nu letter markarbejdet meget. Meget af jorden er nu udstykket i flere gårde og al heden er opdyrket.

I de 3 år Peter havde gården, var jeg hos ham sammen med min søster Kirstine. Det var i vores skønne ungdomsdage. Kom der fremmede folk til Ansager, fandt de gerne vej til Holtgård og de følte altid de var velkomne der.Der blev spillet mangen spil kroket på sommersøndagene. En tid havde vi en sangforening som broder Nis var ledere af.

Else, f. 1883:
Juleaften, når alle var samlet hjemme, hvor var det en fest, hvor blev der bagt og stegt længe før jul, - og når så endelig den længe ventede stund kom, da døren blev lukket op til juletræet, hvor alle poserne var fyldt med kager og pebernødder, og vi børn stod med hver en kasse under armen for at tømme godterne ud i, så poserne kunne komme på træet igen. Julegaver fik vi ingen af, men derimod gav alle vi børn en skilling, stor eller lille efter fattig evne, til en julegave til far og mor, det tror jeg vi glædede os meget mere ved, end om vi selv havde fået en.

Jeg kan ikke huske mere end een gang, jeg havde fået skænd af far. Det var da vi boede i det lille hjem og jeg skulle passe de 4 køer. Det var en dag de var tøjrede i spergel, og den jord var altid så løs. Jeg havde fået selskab af Tea Kammersgård. Vi legede og jeg glemte at se efter køerne, som så rev sig løse og gik i kornet. Da sagde far til mig: " Kan du ikke engang passe 4 køer, Else, så ved jeg snart ikke hvad vi skal have dig til." Det sved og gjorde ondt længe.

Hansine, f. 1866:
Vi børn blev ikke misbrugt, men vi blev heller ikke skånet. Hvor har jeg været træt, når jeg en hel dag havde arbejdet i høet eller også bundet korn op. Mange gange har jeg spredt gødning, og et år da far merglede måtte jeg køre det ne spand. Det bestod af en hest og en tyr. En dag var jeg ved at køre løbsk med dette spand. Smedens køer bissede, og da tyren så de løftede haler, ville den patout med, men heldigvis var hesten fornuftigere, så ved hjælp af den og mine små kræfter, lykkedes det at holde køretøjet på vejen.

Man siger at møddingen er bondens guldgrube. Holtgårds guldgrube var imidlertid for lille til de udstrakte marker, hvorfor gødningen måtte bruges med sparsommelighed. Jeg husker at Mads Dorret gik med et sækkeforklæde fyldt med møg og med bare næver tog en klat til hver lagt kartoffel. Også dengang vidste man at det er æ lot, der sætter æ katøffel o æ buer.

Nis, f. 1870:
Så kom den herligste tid for dyrene og alle hyrdedrengene, når dyrene var sluppet løs og næsten kunne gå frit over hele gårdens marker og enge. Arbejdet med at passe den store flok af kreaturer på Holtgård var forholdsvis let, da dens marker havde naturlige grænser til alle sider. Vi kunne godt ved siden af passe vore fritidssysler, f. eks. stege kartofler. Når dertil kom, at det var en septemberdag med klart solskin, og luften var så klar, at man kunne se milevidt til alle sider og f. eks. høre jernbanetogets fløjten helt fra Tistrup, da er det forståeligt, at hyrdelivet står for mig som noget af det herligste i min barndom. Anderledes var det naturligvis en regnkold oktoberdag, da kunne det være strengt nok. Men Peder og jeg lavede efter anvisning i ugebladet " Husvennen", små hyrdehuse af lægter og lyng til at bære på ryggen ligesom sneglen.

Det hændte ved hakkelseskæringen, at Peter under ilægningen af negene i maskinen fik en tommelfinger klemt så meget mellem 2 valser, at den trods lægebehandling blev stiv for bestandig. For at forkorte tiden for ham under sygdommen købte far en legetøjsviolin, der var så god at man godt kunne spille lidt på den. Jeg tror nok, at jeg brugte den mere end Peder. Nogen tid efter købte far en rigtig violin af ¾ størrelse og lærer Jensen i Ansager blev min lærer i violinspil. Jeg havde megen lyst til at lære musik og opnåede så megen færdighed, at jeg inden min konfirmation f. eks. Kunne spille 2. violin til Mozarts strygekvartetter, der spilledes i Ansager af sognets 2 lærere og kunstmaler Hans Agersnap.

Dette var et lille pluk i børnene fra Holtgårds vandrebog.

Senere ejere af gården var bl.a. Hans Haahr Larsen, viceborgmester i Ølgod kommune, og efter ham, hans søn Niels Haahr Larsen, byrådsmedlem i Ølgod/ Varde.

Gunnar Larsen kan huske at der engang kom nogle fra Amerika og besøgte dem på Holtgård. De ville gerne købe et af vinduerne, hvor de som børn havde ridset deres navne i glasset.

Ove Nørager-Nielsen