fredag 27 mar 2015 - Ansager
Ny forpagter på Ansager Hotel
Ansager Hotel har fået en ny forpagter
Ansager Hotel har fået en ny forpagter Foto: Karsten Madsen
Charlotte og Jimmy Østergaard er fra 1. april det nye forpagterpar på Ansager Hotel

Nyt forpagterpar starter den 1. april

”Vi har ansat Charlotte og Jimmy Østergaard som forpagter på Ansager Hotel fra den 1.april”, fortæller Peter Fog, formand for bestyrelsen for Ansager Hotel.

Ansager Hotel har været uden forpagter siden årsskiftet, Bestyrelsen har arbejdet intenst for at finde den rette forpagter. ”Vi har lavet et grundigt forarbejde med Charlotte og Jimmy, så begge parter glæder sig til det kommende samarbejde. Charlotte og Jimmy vil drive hotellet ud fra de ønsker, som borgerne i Ansager tidligere har givet udtryk for ved købet af hotellet. Charlotte og Jimmy er velkendte borgere i byen, så vi er sikre på at byen også fremover vil støtte op om byens hotel”, afslutter Peter Fog.

Ansager Hotel som i gamle dage

”Det er en gammel drøm som går i opfyldelse. Vi har ofte talt om at det vil være en drøm at drive Ansager Hotel. Og nu bliver det virkelighed! Vi glæder os virkelig meget”, fortæller Charlotte og Jimmy. ”Vi vil drive hotellet som i gamle dage med selskaber, fødselsdage og konfirmationer. Kort sagt alle typer af arrangementer. Desuden vil vi dagligt holde åbnet i Bjælkestuen med dagligdagsmenuer, kaffe eller hvad gæsterne ønsker. Første gang vi holder åbent i Bjælkestuen bliver lige efter påske fredag den 10. og lørdag den 11. april”.

”Vi har rigtig mange ideer og nyskabelser, men først skal vi i gang inden vi søsætter ideerne” afslutter Charlotte og Jimmy. For Charlotte bliver hotellet det nye fuldtidsarbejde, mens Jimmy beholder sit nuværende arbejde for at træde hjælpende til senere på dagen og i weekenderne.

Kendt kok i køkkenet

”I køkkenet har vi lavet aftale med Bent Videriksen, som er kendt af de fleste. Bent har været kok ved mange arrangementer her på hotellet og får stor ros for sin gode mad”, fortæller Charlotte og Jimmy.

Ansager Hytteby

Charlotte og Jimmy overtager ikke kun forpagtningen af Ansager Hotel, men også driften af Ansager Hytteby. Fra den 1. april vil udlevering af nøgler og sengelinned ske fra Ansager Hotel. Ligeledes vil reservation af hytter kunne ske direkte ved henvendelse på Ansager Hotel eller ved henvendelse på hyttebyens sædvanlige telefonnr.

Ansager Hotel, pressemeddelelse

vist 2720 gange