fredag 6 mar 2015 - Varde
Gode lakridser og vækst i Varde
Mød iværksætter Johan Bülow i Varde den 10. marts.
Mød iværksætter Johan Bülow i Varde den 10. marts.
Lakridskongen Johan Bülow kommer tirsdag den 10. marts til Varde for at inspirere iværksættere og erhvervslivet. Det er stadig muligt at tilmelde sig arrangementet.

ERHVERVSKONFERENCE I VARDE

45.000 mennesker følger iværksætter Johan Bülow på Facebook. I 2013 vandt han den prestigefulde danske udgave af Entrepreneur of the Year Growth-pris.

Nu kan alle interesserede høre ham på konferencen Vækst i Varde, hvor han fortæller, hvordan man skaber et unikt og verdenskendt brand.

ÅRETS HØJDESPRINGER VIL HOPPE HØJERE

Varde Kommune blev i 2014 kåret til årets højdespringer i Dansk Industris opgørelse over kommunernes erhvervsservice og landede på en samlet 12. plads.

I Dansk Byggeris måling af erhvervsvenlighed gik Varde syv pladser frem til plads nummer otte.

- Det er resultater, vi er stolte af, men vi vil gerne blive endnu bedre, siger borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl og forklarer:

- Derfor måler vi løbende, hvordan erhvervslivet oplever vores service. Og af samme grund har vi sat gang i en række konkrete initiativer, blandt andet erhvervskonferencen.

Borgmester Erik Buhl vil på konferencen tale om Varde Kommunes vision om at være en erhvervsvenlig kommune. Og Herning Kommunes borgmester, Lars Krarup, vil tale om samarbejdet omkring god erhvervsservice.

Vækst er vigtigt for en erhvervskommune som Varde. I Varde Kommune er landbrug, industri, håndværk og turisme fundamentet og dermed også forudsætningen for, at kommunen kan levere kvalitet på kultur-, infrastruktur- og velfærdsområderne.

På konferencen Vækst i Varde kan lokale virksomheder og iværksættere blive inspireret og etablere netværk blandt andre erhvervsfolk og iværksættere.

FRA DET GLOBALE TIL DET LOKALE

Tidligere vice CEO for Bestseller i Kina, Anders Kristiansen er i dag administrerende direktør i New Look. Ham kan deltagerne høre tale om perspektiver på vækst.

I anden halvdel af konferencen kan man opleve fire lokale virksomhedsledere fortælle, hvad de ville gøre som borgmester i Varde.

Pressemeddelelse

vist 559 gange