Knust æg ved fernisering
lørdag 14. feb. 2015 - Tistrup
Publikum blev inddraget i en happening af kunstneren Ian Schjals

Godt 80 mennesker flokkedes i Janus Bygningen, da der lørdag den 14. februar var fernisering på 3 nye udstillinger.

Søs Koch fra Janusforeningen bød velkommen og styrede slagets gang. Varde kommunes nytiltrådte kommunaldirektør, Mogens Pedersen, kom i sin åbningstale ind på emner som fortid og nutid, fordybelse og udvikling. Heri blev både Janus Bygningen og de aktuelle udstillere inddraget.

De tre tilstedeværende kunstnere blev derefter præsenteret, og så tog musikken over. Varde Blæsere med i alt 15 musikere underholdt med et veltilrettelagt musikprogram.

Happening

Mod slutningen af koncerten kom en mand i hvid kittel, bærende et stort æg, ind og satte sig blandt publikum. Det drejede sig om en af de udstillende kunstnere, Ian Schjals, som hermed havde påbegyndt sin happening.

Den hvidkitlede mand fortsatte senere med at gå rundt blandt publikum, og det endte i et af de store udstillingsrum, hvor der også var opstillet en mængde enkeltsko, som alle bar på et æg. Manden satte sig på en stol, løftede ægget op over sit hoved og lidt senere var det pludselig blevet knust mod hans pande.

Happenings er en form for absurd teater og skal ikke forklares, men Ian Schjals giver nogle stikord vedr. sine overvejelser: Et æg er symbolet på helhed. Enkeltsko er symboler på dem, der søger den anden del af helheden, men som alligevel også selv bærer helheden.

Udstillinger kan ses frem til den 22. marts.

Tistrupnews

vist 294 gange  

Udvalgte nyheder

onsdag 10. jun. 2026 - Ansager
Jens Sandager inviterer til fællessang, nostalgi, kaffe og musikalsk konkurrence.
onsdag 10. jun. 2026 - Ansager
Ansager og Skovlund Kirker inviterer til vandring, frokost og friluftsgudstjeneste ved Stemmeværkspladsen
lørdag 17. jan. 2026 - Ansager
Vær med til at skabe lysende ord i glas gennem hele februar