Helge Engelbrecht er god til at hente kendte navne med stor bredde til sine Sommersang-arrangementer i Mariehaven. Og så har han også næse for at finde frem til solister, som på én eller anden måde har gang i noget usædvanligt. F. eks. rock/soul-sangeren Frank Lauridsen, der netop er strøget direkte ind på Charter 30 med sin nye cd, og som er med ved næste udgave af Sommersang søndag den 6. juli.
Frank Lauridsen kommer her i selskab med en række kendte navne – bl.a. Birthe Kjær, Jette Torp, Kim Schwartz, Neighbours & Friends, Maries Festival Band, Helge Engelbrecht & De Spilleknejte samt Peter Vesth med Vera Pantich og Kristian Rusbjerg.
– Da jeg fik nys om Franks fantastiske comeback, var jeg ikke i tvivl om, at han skulle med, siger Helge Engelbrecht.
Det lidt ældre publikum husker sikkert Frank som forsanger i dansk rocks flagskib i begyndelsen af 70´erne, Midnight Sun. Han var desuden med i utallige andre sammenhænge – blandt andet i musicalen Hair, indtil svær muskelgigt satte ham mere eller mindre ud af spillet i en længere årrække.
Men nu er han rask og tilbage med den nye cd, "How it feels to be Frank". Den har allerede høstet flotte anmeldelser med ros som: ”Han lukker mere soul ud end Joe Cocker og Peter Belli har præsteret tilsammen.” Forklaringen er ganske enkelt sangerens karakteristiske stemme, der er betegnet som ”en hybrid mellem Ray Charles og Steve Winwood".
Der er også musik om eftermiddagen i Mariehaven på torsdag, hvor bl.a. Neighbours & Friends, Birthe Kjær, Jimi & René, Karina & Drengene samt Maries Festival Band medvirker.
Sommersang i Mariehaven er med andre ord i fuld gang med sæsonen – ikke mindst i kraft af de meget velspillende Neighbours, der har allieret sig med et nyt, stærkt hold ”Friends” med bl.a. Sidsel (fløjte/sang), Sine (banjo/sang), Ditte (violin/sang) og Casper (guitar/sang.)
Poul Bondrup, Ugeavisen Ansager-Helle
Udvalgte nyheder
- Den 28. kl. 22.19Sol og musik over Mariehaven i Ansager
Helge Engelbrecht er kommet i shorts og klar til at gå sommeren i møde.
- Den 27. kl. 20.02Invitation til åbent hus i Mariehaven
Kom til fremvisning og fyraftensmøde den 31/7-24 kl. 17.00-20.00