I SIF Ansager vil vi gerne sige rigtig glædelig jul og godt nytår til alle i 6823, både spillere, forældre, sponsorer, tilskuere og andre med interesse i klubben.
Det har været et dejligt år i 2023.
Vi startede året med juletræsindsamling. Som altid var der god opbakning fra byerne, som vi værdsætter utroligt meget.
I marts måned leverede vi kalk og gødning rundt i Ansager. Igen: 1000 tak for støtten.
Rent sportsmæssigt sluttede foråret pænt af for både serie 1- og serie 3-herrerne. Begge hold lå stabilt og godt i turneringen.
Vores seje U6-U9-hold har været til stævne og vundet medaljer.
Vi sluttede sæsonen 2022/2023 af med et stort klubarrangement, hvor vi var i Skjern Bank Arena til en vaskeægte ligakamp. Børnene i klubben fik lov til at løbe ind med spillerne og mærke stemningen.
Sæson 2023/2024
Sæsonen 2023/2024 bestod af omstrukturering af hele infrastrukturen i Dansk Håndbold. Det krævede lige lidt tilvænning, for det betød en skæv fordelingsnøgle ift. kampene... Det gav utrolig mange kampe til serie 1-herrerne, mens serie 3-herrerne så sig nødsaget til at tilmelde sig serie 2 pga. geografien... Desværre havde vores gode og vellidte herretræner Nic Behrens fået et rigtig godt tilbud på arbejdet, som betød, at han skulle til at lede en afdeling i Tåstrup. Og selvfølgelig skulle han sige ja til det! Hele sommeren var formandens telefon derfor rødglødende for at finde den gode erstatning. Heldigvis var Michael Clausen klar til at hjælpe os videre med herreholdet. Og det er vi rigtig glade for!
Serie 2-herrerne sluttede i bunden af tabellen, mens serie 1-herrerne sluttede som nr. 4 ud af 6 hold. Efter jul er serie 2-herrerne igen tilbage i serie 3-puljen til glæde for alle spillere.
Vores U6-U9-hold har været ude til stævne, og holdet er vokset fra 5 spillere til hele 12 spillere. Og fra at være knap spillere nok til 1 hold, er SIF Ansager nu deltagende med 2 hold til stævnerne. Og både børnene og trænerne nyder det i fulde drag.
Det er ikke bare vores U6-U9-hold, der har vokseværk. Trille Trolle er vokset fra 3 børn (+ forældre) i foråret 2023 til 18 børn (+ forældre) til efteråret 2023. Det betød, at vi pludselig ikke kunne være i minihallen, men rykkede i den store hal og fyldte godt på banen derinde.
Vi har deltaget ved AIF’s Fuld Fart Fredag, som gav grobund for at starte U9-U11-holdet op, som stille og roligt bliver bygget op.
Som altid afholdte vi også grisebanko i Horne hallen sammen med håndboldklubberne i Tistrup og Ølgod. Og i år var der rekordmange til bankospil. Vi bukker, nejer og tager hatten af for jeres opbakning.
Vores helt store arrangement i 2023 var den 23. september, hvor vi havde besøg af tidl. landsholdsspiller Lars Rasmussen og hans holdfællesskab i ZULU HK. Det var en fantastisk eftermiddag med masser af smil og grin. KÆMPE tak til vores sponsorer for at gøre sådan et arrangement muligt. Man kan se billeder, video og sponsorer fra dagen via dette link: /www.ansagerif.dk/ZULU-HK---2023
Dagen sluttede af med fælles spisning i Skovlund Ansager Hallens Cafeteria.
Nu er børnene i SIF Ansager gået på juleferie, efter at julemanden kom på besøg i torsdags. Herrerne har sidste træning i dag, den 21. december, hvor de slutter af med et socialt arrangement.
Til slut vil håndboldudvalget blot sige:
Rigtig glædelig jul og godt nytår. Vi ses i 2024!
Udvalgte nyheder
- Den 5. kl. 21.35Sidste hjemmekamp for SAHK i andendivision
Kom og støt op og skab en god stemning - Den 26. kl. 19.09Juletræsindsamling i Ansager og Skovlund
Som altid starter SIF Ansager Håndbold det nye år med at indsamle julens mange træer