torsdag 4 nov 2021 - Ansager
Hvem vil frede skolerne og blive borgermester?
Læserbrev af byrådskandidat Bjarne Burgdorff fra Nye Borgerlige

Flere har spurgt til hvad der skal til for at blive borgermester set fra min side og det vil jeg da gerne komme med et par bud på.

Man skal kunne tælle til 13 (for det er det antal mandater der skal til for at blive borgermester).

Som jeg tidligere har skrevet og som nok har udløst spørgsmålet, så kan og må jeg og Nye Borgerlige ikke støtte en rød borgermester, hvilket jeg heller ikke ønsker.

Så reelt set er der kun 2 kandidater for os, C´s Steen Holm Iversen, som vi sidder i tekniskvalgforbund med og V´s Mads Sørensen.

Når jeg skal pege på hvem jeg kan støtte af de to borgermesterkandidater, bliver det alt afgørende, hvem af dem der vil indskrive mest af Nye Borgerliges politik i en bindende konstitueringsaftale. Mærkesager

1. Skoler og daginstitutioner Det er min absolut største mærkesag, at sikre skoler og daginstitutioner fredes i hele næste valgperiode i hele kommunen og der udbygges der hvor der er behov. Jeg ønsker ikke kun store centrale skoler i de største byer.

2. Friplejehjem Der skal skabes rammer for etablering af friplejehjem i Varde Kommune.

3. Tillid Vi skal turde tro på hinanden og derfor afvikle unødvendige kontrolfunktioner til fordel for flere varme hænder.

4. Erhvervslivet Der skal skabes grobund for udvikling og iværksætteri, Varde Kommune skal have Jahatten på.

Et par stykker skriver til mig at deres tillid til Venstre er brugt op og det suverænt Venstre styre i Varde kommune skal have sin ende.

Jeg er enig, men ser også gode politiker i Venstre og i de andre partier.

Men jeg er i Nye Borgerlige fordi vi har den rigtige politik og det er den jeg vil kæmpe for. Jeg er ikke billig til salg for en udvalgspost eller to, jeg ønsker Nye Borgerliges politik indskrevet i en bindende konstitueringsaftale.

Så vil man have svaret på hvem jeg og Nye Borgerlige støtter som borgermester; kan man passende spørge borgermesterkandidaterne, hvor mange af vores mærkesager de vil skrive ind i en konstitueringsaftale. Man kan starte med ”fredning af skoler og daginstitutionerne”. Det er sund fornuft.

Senioringeniør Bjarne Burgdorff
Hoddeskovvej 2, 6823 Ansager
Kandidat til KV21 for Nye Borgerlige - Varde

vist 511 gange