tirsdag 14 sep 2021 - Ansager
Håndbold: Med Fællesskabet i centrum
Skovlund Ansager HK / Ribe HK var draget på weekendtur. Ikke en helt normal weekendtur i familiens skød, men på en håndboldtur!

For første gang i et par år kunne vi komme afsted. Forventningerne var store, men glæden endnu større. Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi kunne forvente efter at sidste sæson var blevet slået i stykker af covid-19, og så snakker vi ikke mere om den.

Tirsdag inden weekenden var alt på plads 24 spillere og 2 trænere, der var lagt i kakkelovnen til en ordentlig håndboldfest. Men i løbet af de næste 4 dage rendte vi ind i afbud til den store guldmedalje, så vi endte med at være 19 spillere og 1 træner til de to hold. Pigerne tog det med oprejst pande og kunne sagtens se, at der lå meget spilletid foran dem.

Vi havde 5 U19 spillere med fra Ribe, som var fordelt på både hold 1 og 2. Disse spillere var temmelig nervøse hjemmefra og havde tanker om, hvordan de nu blev mødt. Men alt gik rigtigt godt og de unge piger følte sig mere og mere trygge i selskabet, og fik hver især givet prøver på talentet, til stor tilfredshed fra træneren.

Kampene:

Hold 1 startede ud mod Vejen fra Jyllandsserien, der vat lige lidt grus i maskineriet, dog gik vi til pause med en ok føring på 4 mål, dette udvidede sig i anden halvleg og til slut kunne vi se på tavlen, at der stod 19-10 til SA-Ribe HK-pigerne.

Mens hold 1 pigerne gik til pause i første kamp, så startede hold 2 deres. Det blev en første halvleg, hvor frustrationerne stod malet i ansigtet på pigerne. De var oppe mod et rigtigt godt hold fra ASA Håndbold. De var de første 20 minutter en del dygtigere end os og førte med 5 mål ved pausen. Vi fik rettet småting til og kæmpede godt i anden halvleg som vi vandt med 1 mål, men vi måtte desværre se os besejret med 13-18.

Så blev det hold 2’s tur igen og skulle møde CHK, vi fik talt ud om udfordringerne og var klar fra start. Det blev en virkelig fornøjelig affære. Der blev kæmpet så det bragede i murstenene i hal 3 i DGI-byen i Vejle. Slutresultatet blev en fortjent sejr på 10-8.

Sidste kamp lørdag stod mellem hold 1 og Faaborg ligeledes fra 3. division. Vi lægger ud som lyn og torden og kommer komfortabelt foran med 4 mål. Men lige inden pausen kommer de op så vi kun fører 11-9 ved pausen, de var oppe på 10-9. Men med en fantastisk anden halvleg, hvor vi viste tempo og moral kørte vi dem ud af banen og vandt sikkert 24-15.

Så var der dømt lørdagshygge med strikkepinde, stigegolf og kage. Vi var kommet tæt på hinanden i løbet af dagen, men her fik det hele lige et hak mere, det var så fantastisk at være vidne til.

Så blev det søndag morgen hold 2 skulle lægge for. Vi skulle møde IF Stadion. For at være helt ærligt, så var det slet ingen modstand. De havde været til fest dagen i forvejen, og vi var klar. Vi løb på alt og 40 minutter efter startfløjtet stod der 8-27 på måltavlen. Hold nu op, hvor vi ødelagde dem. Fantastisk koncentreret indsats og en god timing i næsten alt, hvad vi lavede.

3 hold endte på 4 points i en meget tæt pulje, hvor vores 1. halvleg lørdag gjorde, at vi ikke blev puljevindere.

For hold 1’s vedkommende var det tid til gruppefinalen, en kamp om en t-shirt i personlig præmie og 1500,- til klubkassen. Vi var tændte og det var vores modstandere fra CHK, Aarhus også. CHK er et hold, som vi også er i pulje med i 3. division.

Kampen startede i et ualmindeligt højt tempo og spillet sad lige i skabet for os, og vi kommer på 5-3. Kampen tog herefter en mærkværdig drejning i seks minutter som CHK vandt med 4-0 (5-7).

Pigerne var dog ikke til at ryste og selvom, der kom en pause inde midt i det hele, så scorede vi de næste 10 (ja, du læste rigtigt ti) mål i stræk og bragte os foran 15-7. Derefter byttede vi lidt mål og vi vandt sikkert kampen 23-15. Flot kamp af pigerne, de fik vist fighter evne af højeste kaliber.

Vi kom, vi kæmpede og vi sejrede helt fortjent.

Tak til alle, der kom og deltog i vores stævne. Holdlederne på 3. div. og Ribe HK´s U19 Gitte og Marianne, som gjorde at tingene bare flød lidt lettere. Tak til alle tilskuerne og den flotte opbakning i gav, om det var til det ene eller andet hold, opbakningen var stor. Tak til alle pigerne, der deltog.

Trænerteamet

vist 426 gange