tirsdag 23 feb 2016 - Varde
Jobcenter besøger alle virksomheder i kommunen
Alle de lokale virksomheder skal have adgang til den arbejdskraft, som lige præcis de har brug for. Jobcenter Varde har derfor oprettet en ny afdeling ved navn Team Virksomhedsservice.

Som led i Varde Kommunes betjening af det lokale erhvervsliv har man oprettet afdelingen Team Virksomhedsservice.

Den er opstået for at sikre en bedre kontakt til kommunens erhvervsliv og for at kortlægge, hvad de forskellige virksomheder helt konkret efterspørger.

Team Virksomhedsservice kan for eksempel hjælpe virksomhederne med at rekruttere nye medarbejdere eller opkvalificere dem, de har i forvejen. Derudover kan man assistere med råd til at forebygge sygefravær og dermed på den lange bane sikre, at borgere i job ikke ryger ud af arbejdsmarkedet.

Erik Buhl, Varde Kommunes borgmester samt formand for Udvalget for Økonomi og Erhverv, siger om oprettelsen af Team Virksomhedsservice:

- Med oprettelsen af Team Virksomhedsservice sikrer vi, at jobcenteret får en større viden om de behov, som vores lokale virksomheder står med.

- Vi forventer desuden, at initiativet vil give bedre muligheder for at få ledige og sygemeldte borgere tilbage på arbejdsmarkedet, ligesom det kan skaffe jobs til flygtninge. Det er således lige så meget for borgernes skyld som virksomhedernes.

Karsten Madsen

vist 150 gange