Sigrid Vind:

Den 9. april blev vi vækket ved 4-tiden af flyvemaskiner. De kom i bølger. De fløj så lavt, at da jeg lukkede døren op for at se ud, kom der en flyver så lavt hen over vores gård, at jeg kunne se ind til piloten. Jeg fik døren lukket i en fart. Den gang var der mange store granhegn i Kvie. De fløj i dække, langs med hegnene, ind under el- og telefontrådene. Så steg de over gårdene, som ligger tæt i Kvie. Det var uhyggeligt at have dem så tæt på.

N. H. Mikkelsen:

Den 9. april var jeg ved at køre staldgødning ud fra vores gård i Vester Ansager. Det var med hestevogn. Ad vejen fra Hodde kommer en cyklist. Han springer af cyklen og fortæller at tyskerne er rykket ind i landet. Jeg sagde, "Det passer ikke!" Men han gjorde mig opmærksom på larmen ude mod vest. Det var militæret, der kørte nord over med hovedvej 11. Det gav en et chok! Karlen og jeg kunne ikke arbejde mere den dag. Jeg gik over til naboen, en gammel aftægtsmand, for at fortælle hvad der var sket. Han græd jammerligt. Kort tid efter kom de tyske flyvere i formationer. Tre og tre. De fløj så lavt, at de skulle stige ved granhegnene. Men hvordan skulle vi forholde os. TV havde vi jo ikke, men vi havde radioen. Der fik vi ordre til at forholde os i ro. Påbudet om mørklægning kom omgående. Det var strafbart, hvis man kunne se så meget som et lysglimt. Almindelige rullegardiner dækkede ikke nok for lyset, så i begyndelsen brugte vi tæpper, men efter kort tid blev der fabrikeret sorte papirrullegardiner. Problemet var størst i stalden, men vi fandt selv ud af at lave mørklægning af stive gødningssække.

Ansager Lokalhistoriske Arkiv