tirsdag 21 okt 2014 - Tistrup
Kendt videokunstner holder foredrag i Janus Bygningen
Gitte Villesen: Foto og videoværk. Noise for A Silent Movie.
Gitte Villesen: Foto og videoværk. Noise for A Silent Movie.
Den internationalt kendte danske videokunstner, Gitte Villesen, fortæller onsdag den 5. november kl. 19 om sine værker belyst ved eksempler.

Onsdag den 5. november kl. 19 kan man i Janus Bygningen få et nærmere indblik i videokunstens verden. Det sker, når den internationalt anerkendte billedkunstner, Gitte Villesen, holder foredrag om sine værker.

Gitte Villesen fik sit internationale gennembrud allerede mens hun studerede på kunstakademiet i København, og hun indtog hurtigt en markant plads på 1990’ernes danske kunstscene. Hun blev især kendt for sin helt personlige form for dokumentarisme.

Herom har leder af Fotografisk Center i København, Kristine Kern, bl.a. skrevet følgende: ”Karakteristisk er allerede gennembrudsværket Vorbasse Marked and Horsefair fra 1994, hvor Villesen holder kameraet, filmer og samtaler med en meget insisterende og ivrigt talende ung mand. Hun bliver således en vigtig aktør i videoen, selvom hun aldrig optræder direkte heri. Kendetegnende for de tidlige værker er en optagethed af hverdagen og det nære, men fra slutningen af 1990’erne interesserer Villesen sig i stigende grad for personer og/eller steder med en særlig historie. Videoerne er næsten altid dialogbaserede, trods den dokumentariske form. Ofte er der tale om en central person, der beretter sin personlige historie eller fortæller om et steds historie, som tilfældet fx er i A Silent Movie og Kitchen etc. Selvom værkerne forholder sig til individuelle historier, bruges disse altid til at diskutere normer og værdier i et mere generelt perspektiv.”

Kommer fra en kunstnerisk familie i Billund

Billedkunstneren Gitte Villesen er født 1965, og hun voksede op i en kunstnerisk familie i Billund. Hendes mor er maleren Ingrid Kathrine Villesen, og hendes søster billedkunstneren Anna Sørensen. Begge udstiller for tiden på Vestjyllandsudstillingen i Janus Bygningen.

Gitte Villesen er uddannet på Det Fynske Kunstakademi i Odense og Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. I dag bor og arbejder hun i Berlin.

Gitte Villesen har deltaget på en lang række udstillinger i ind- og udland, heriblandt på MoMA, Museum of Modern Art i New York, Hamburger Bahnhof i Berlin, Gwangju Biennalen og Venedig Biennalen. Herhjemme er hun repræsenteret på ARKEN – Museum for Moderne Kunst, AroS - Aarhus Kunstmuseum og Statens Museum for Kunst. I de andre nordiske lande findes hendes værker på KIASMA Museum of Contemporary Art i Helsinki, Museet for Samtidskunst i Oslo, og Moderna Museet i Stockholm.

Foredraget

Under foredraget vil Gitte Villesen vise eksempler på sine videoer og via powerpoint vil hun orientere om, hvordan værkerne bliver installeret på forskellige udstillinger. Desuden vil hun fortælle om baggrunden for de enkelte værker og om sin arbejdsproces.

Onsdag den 5. november kl. 19: OM MINE VÆRKER. Foredrag ved billedkunstner Gitte Villesen.

Pris: 50 kr. Tilmelding til Janus Bygningen.

Arrangeret af Vestjyllandsudstillingen.

vist 329 gange