torsdag 21 mar 2013 - Ansager
Plads til det enkelte menneske
Birgit Toftegård Hansen
Birgit Toftegård Hansen Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Birgit Toftegård Hansen har klinik hjemme på Hestkærbrovej 5 i Ansager, hvor hun har indrettet et af de nu forladte børneværelser til sin egen klinik.

Værelset er hyggeligt indrettet med briks og lune tæpper, og med plads til levende lys, friske blomster, engle og dejlige billeder, som alt sammen giver en hyggeligt og afslappet atmosfære. Birgit har været uddannet massør de sidste 5 år, og har afsluttet uddannelsen som zone- og kropsterapeut sidste år.

- Når man bevæger sig ind i det alternative univers, så bliver man nysgerrig og vil vide endnu mere om tingene, siger Birgit. Birgit har arbejdet på ortopædkirurgisk klinik på Grindsted Sygehus, desuden har hun været ansat i psykiatrien.

- Meget ofte består et behandlingsforløb af flere forskellige teknikker, siger Birgit, det kan starte med massage, men undervejs åbner der sig nogle ”sluser”, som også skal behandles. Jeg har mange små og større børn inde, og så kommer der usædvanligt mange mænd her i klinikken, måske fordi mænd anerkender massage som velvære og smertebehandling. Ofte følger der undervejs mere med, for her har man et frirum. Som behandler har man tavshedspligt, så når dørenlukkes, så bliver al snak inden for klinikkens fire vægge.

Her på klinikken er der plads til det enkelte menneske. For mig er glæden ved at sende et menneske ud ad døren, og vide at jeg har gjort en forskel, det allerbedste.

Birgit laver også firmaaftaler.

Ugeavisen Ansager-Helle

vist 228 gange