tirsdag 22 apr 2014 - Ansager
En bårebuket med gulerødder i
Louise Guldager Jensen finder det spændende, når hun bliver bedt om at lave en meget personlig bårebuket eller krans.
Louise Guldager Jensen finder det spændende, når hun bliver bedt om at lave en meget personlig bårebuket eller krans. Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Hos Blomstermagi i Ansager tager Louise Guldager Jensen gerne imod udfordringer og laver bårebuketter og kranse af den mere personlige slags.

Blomster er ofte med til at udtrykke ens sidste farvel til en afdød, man havde kær. Og hos Louise Guldager Jensen, der driver Blomstermagi i Ansager, kan man både bestille en buket med ønsker til bestemte farver og blomstertyper – eller man kan vælge at ønske en særlig facon eller anderledes type pynt, der fortæller noget om den afdøde person.

– Mange bestiller allerede deres buket, når de sidder ved bedemanden, og det er også fint. Men det er også spændende de gange, hvor de efterladte tager vælger at få lavet en særlig buket eller krans, der har et meget personligt islæt, siger Louise Guldager Jensen.

Hun har for eksempel prøvet at lave en krans, hvor der kom gulerødder, kartofler og grønkål med som pynt, fordi manden var en passioneret havemand.

– Jeg kommer også rigtig gerne hjem til folk, så vi kan snakke ønskerne til blomsterbindingen igennem i trygge omgivelser. Så har jeg en mappe med billeder af blomsterne med, og det bliver mere roligt end her i butikken. Jeg skal også gerne have lidt at vide om personen for at kunne lave den helt rigtige dekoration, siger Louise Guldager Jensen.

Mai M. Christensen, Ansager-Helle Ugeavis uge 17

vist 803 gange